KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

F Ø R V O L D E N E F A L D T

5 2 1

blev samlingsstedet for en række af aandslivets førende mænd. Hvor meget end fru Heiberg blev feteret og beundret i sin udsøgte bekendtskabskreds af højt begavede mænd, bevarede hun i forbavsende grad sin umiddelbarhed og noget naive livsbetragtning, sammen med en ubegrænset loyalitet over for sin noget tørre og kølige ægtemand - en loyalitet, der i 1850erne førte hende ud i alvor­ lige vanskeligheder, idet Heiberg som teaterdirektør kom i konflikt med teatrets førende kræfter. Høedt, Wiehe og N. P. Nielsen brød med teatret og satte en heldig konkurrence i gang paa Hofteatret, en vældig begivenhed efter køben­ havnsk maalestok. Utvivlsomt manglede Heiberg smidighed og menneskekund­ skab til sit vanskelige hverv. Det endte med, at han gik af, og fru Heiberg fulgte ham i 1857. ^ 5 9 optraadte hun atter, hyldet med begejstring, men trak sig derefter tilbage i i 864 , da hun var lidt over 50 aar. I en menneskealder havde vore mest ansete digtere lagt an paa at skrive roller til hende. Netop fordi hun i saa fremragende grad havde evnet at fremstille den ganske unge pigetype, med et nuanceret liv af skælmeri, koketteri og vid, erkendte hun vistnok, at hun ikke længere kunde fortsætte som hidtil. Men fra 1867 til 1874 virkede fru Heiberg som sceneinstruktrice ved teatret. Ubestridelig var det den lette genre, der blev foretrukket af det københavnske teaterpublikum. Det var vaudevillerne og sangstykkerne, der var populære; des­ uden spillede Det kongelige Teater i høj grad stykker af Scribe - det var ikke højeste kunst, men dog altid over Kotzebue. Shakespeare lod man omarbejde med forbedrede titler og idealiseret personskildring. Programmerne var ikke lige fremragende, strid var der bag kulisserne, og selve teaterbygningen var lille, ubekvem og rottebefængt- Men publikum var levende og taknemmeligt, og en række af kunstnerne var fremragende. Fru Hei­ berg havde en evne til at skabe scenisk illusion, der fuldstændig tog vejret fra hendes samtid, og hun og Michael Wiehe var under deres samspil i i 84 oerne et af de bedste elskerpar, teatret nogensinde har haft; dertil kom Anna Nielsen og N. P. Nielsen; Frederik Høedt, oppositionslederen mod Heiberg, der naaede berømmelse ved sin Hamlet-fremstilling og senere hen var en fremragende in­ struktør, men ved sin hele ubeslutsomme og saarbare natur ikke kom til at yde alt, hvad man havde ventet; og de store komikere og karakterskildrere — C. N. Rosenkilde, der optraadte lige til 1861, hans datter Julie Sødring, og en tusind­ kunstner som Ludvig Phister, med et væld af komiske roller ikke mindst i hol- bergstykker. Der var en rig arv at give videre til den næste generation, der viste sig i slutningen af 1860erne med Betty Hennings og Emil og O laf Poulsen. Dertil kom saa operaen, hvor man gennemgaaende holdt sig til Auber, Boiel- København fra boplads til storby. 34