KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

520

K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y

sens klassiske christiansborgfagade; ogsaa en god kontrast til den mindre popu­ lære kongemagt, man havde faaet efter 1863. Tidens førende skikkelser er blevet bevaret for eftertiden gennem en række fortræffelige portrætbuster af H. V . Bissen og malerier af Constantin Hansen og C. A . Jensen; en sober og redelig portrætkunst, der fortæller meget om, hvor­ dan den tids mænd ønskede at præsentere sig. Derimod søgte malerkunsten for­ holdsvis sjældent emner fra hovedstadens dagligliv. Her maa man helst ty til teg­ ninger som Fritz Jiirgensens, hvor satirisk og tendensiøst end indholdet er; her faar man i langt højere grad end gennem malerkunsten tidens milieu - et milieu, som man, trods al tidsafstand, erkender som typisk københavnsk. Et sted har Fritz Jurgensen tegnet en lille pige, der trods fortvivlet kamp mod den truende ulykke bliver slæbt hen til klaveret ved moderens og spille­ lærerindens forenede anstrengelser. Der var vel en del snobberi i denne tilegnelse af damemæssige færdigheder; men taget som helhed viser København i tiden omkring 1850 stor glæde for musik, ogsaa i retning af opera - københavnerne var vildt optaget af de italienske operakunstnere, der efter i 842 optraadte paa Hofteatret - og der var vældig tilstrømning og begejstring, da den unge svenske sangerinde J e n n y L i n d optraadte i byen i 1843 og senere igen. I adskillige velstaaende borgerhjem var musikken en kulturfaktor af stor værdi, og de unge danske komponister - Gade, Hartmann, Henrik Rung - fandt stor paaskønnelse, ikke mindst som sangkomponister. Det nationale traadte stærkt frem, ogsaa i de store »nordiske« balletter af Bournonville, som Hartmann satte musik til. Gade opgav paa grund af krigen i 848 en glimrende dirigentbane i Tyskland og blev herhjemme som musikforeningens leder efter 1850; her fik det københavnske musikpublikum for første gang lejlighed til at kende og høre klassisk symfoni­ musik. Henrik Rung stiftede 1851 Cæciliaforeningen til fremførelse af gammel italiensk musik. Litteraturen skabte ikke noget skelsættende nyt i den forstand som maler­ kunsten. M an overtog en stor tradition - endnu i i 84 o levede de store fra guld­ aldertiden, men de fleste af dem havde deres bedste aar bag sig. Der var livlig interesse for litteratur, selv om digterne klagede over, at de politiske forhold slugte folks tanker. Da Mathilde Fibiger i 1850 præsenterede kvindens krav i »Clara Raphaels Breve«, førte det til heftig litterær fejde. Men en slagkraftig bevægelse for kvindens ligestilling førte det ikke til, og overhovedet var det ret sjældent, at sociale og politiske problemer blev alvorligt drøftet i skønlitteraturen. Teatret var og blev centrum for det københavnske aandsliv. Aarene efter 1840 blev J o h a n n e L u i s e H e i b e r g s store tid, og det Heibergske hus

Made with