KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

358

K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y

Som følge af de mange ændringer ved grundene efter branden i 1795 ud­ arbejdede stadskonduktør I. H. Rawert en ny matrikel for København. I 1807 blev der givet befaling til, at de gamle numre skulde udslettes og de nye paa­ males husene.

Genopbygningen efter branden i 1795 .

Det nye København, der voksede op efter branden i 1795, havde et ganske andet fysiognomi end den by, som flammerne havde fortæret. Barokken og rokokoen havde udspillet sin rolle, og klassicismen kom nu til fu ldt gennembrud. Den totale udslettelse af hele kvarterer gjorde det muligt at give de nye bolig­ karreer et helstøbt præg. Endnu kan man adskillige steder i København, navnlig i Nikolaj kvarter, finde betydelige rester af det klassiske København og herigen­ nem danne sig et fyldigt indtryk af den nye retnings virkemidler og maalet for dens stræben. I det klassiske København indtog hvert enkelt hus i gaden sin faste plads i helheden. Hvad enten vinduer og gesimser flugtede, eller hushøjderne varierede, var hele gadens husrække bundet sammen i et ubrydeligt hele. Der kom herved en sjælden ro over gadebilledet. Samtidig lagde tidens arkitekter vægt paa det monumentale, og selv det mest uanselige hus bar et umiskendeligt præg af sin bygmesters fint udviklede formsans. Fundamenterne lagdes som regel paa kampesten, og herpaa rejstes bygningerne i grundmur. Bindingsværken for­ svandt ikke ganske, men forvistes til bygningernes hovedskillerum og til murene i side- og baghus. Murene var som regel pudsede og blev siden hvidtet og malet. Facaderne var i de almindelige beboelseshuse ret prunkløse, men kunde under­ tiden brydes af en enkelt blænding eller blomsterranke. Pilastre og ornamenter af forskellig art anvendtes i fornemmere huse og formedes da i puds, i de dyrere huse dog i kalk- eller sandsten. Tagene blev dækket af glaserede tagsten, de dyrere sorte mod gaden, de billigere røde mod gaarden. Karakteristisk for tiden var ligeledes de brækkede eller rundede gadehjørner, med plads til et enkelt fag vinduer. De blev indført af hensyn til gadetrafikken, og fodgængeren smøg sig med større sikkerhed omkring det brækkede end omkring det gamle spids­ vinklede hushjørne. Det normale var, at det brækkede hjørne fremtraadte med samme facade som husets sideflader. Undertiden kunde det hænde, at vinduerne i den brækkede murflade blev særlig pompøst fremhævet. Naar en gaard eller en have stødte op til gaden, sørgede klassicismens arki­ tekter altid for opførelsen af en spærremur. Der maatte ikke fremkomme noget