KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

KØBENHAVN FRA BOPLADS TIL STORBY

5 ° 6

distriktsforstandere - det gamle system med ulønnede kunde overhovedet ikke slaa til fattigskolerne forsvandt, og man søgte overhovedet at indrette tingene saa humant som det nu en gang var muligt i en tid, da der kun var tale om fattighjælp fra det offentlige. Kommissionsbetænkningen og Knudsens plan er ret uhyggelige dokumenter til belysning af de bestaaende forhold. Politi og retspleje. Trods det opsving, erhvervslivet havde mellem 1850 og 1870, syntes de sociale modsætninger foreløbig at skærpes. Der var ikke saa lidt tiggeri i K ø ­ benhavn, ogsaa mange mere eller mindre besynderlige stakler og smaatossede »originaler« paa gaderne. Sammenstød og spektakler samlede altid hurtigt interesserede tilskuere, spiritusforbruget var stort, og det kom let til uro paa gaden, ikke mindst uden for de mange uhyggelige knejper i den indre by. Det var ikke nogen let befolkning at holde styr paa, og ordenens haandhævere var gennemgaaende indstillet paa at hævde sig med skrappe midler. Det var den almindelige opfattelse, at politiet optraadte som »en fjendtlig magt« ikke alene over for urostiftere, men over for alle byens borgere, og at de brugte ethvert paaskud til at slaa løs med deres bambusstokke. Der er eksempler paa, at frede­ lige borgere uden rimelig grund blev gennempryglet, slæbt paa stationen og smidt i arrest under ganske utilstedelige forhold, uden at det var dem muligt at faa oprejsning. Politistyrken var for lille og saa daarligt lønnet, at man vanske­ ligt kunde faa egnede folk. Vægterne var det en anden sag med; de var, som politidirektør Bræstrup sagde i 1857, »for det meste ganske simple folk af arbejdsklassen«, der ikke havde forudsætninger for at klare politiopgaver. For­ øvrigt var de saa slet lønnet, at de maatte tage arbejde om dagen. Men betjen­ tene var inderligt upopulære. Gang paa gang var der opløb og alvorlige spek­ takler. Særlig alvorligt blev det omkring nytaar 1860. Det var begyndt med en konflikt om grevinde Danners stilling. Skønt hun paa mange maader var en god hustru for kongen, havde hun ikke tilstrækkelig taktfølelse til at holde sig fra politik og bidrog til at underminere den nationalliberale regering. December 1859 kom det til brud, og Frederik V I I udnævnte ministeriet R o t w i 11, der nærmest støttede sig til bondevennerne. København følte sig sat ud af spillet, og stemningen kom hurtigt i kog. M an demonstrerede mod de nye ministre; Casino opførte »Grevinden og hendes søskendebarn« — et temmelig ringe fransk skuespil, bearbejdet af Erik Bøgh; det formede sig som et hadefuldt angreb paa grevinde Danner. De brede lag i byen sluttede sig til uroen - de følte ikke syrn-