KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

FØR VOLDENE FALDT

503

Hvad haandværkerstandens elite angaar, vilde den hævde standsbevidst­ heden. For den gjaldt det paa engang at arbejde sig op til solide indtægter og i det ydre at optræde med sikkerhed, lige saa godt klædt som embedsstanden og handelens mænd. M ange af de gamle mesterlav fortsatte som mesterforenin­ ger, men man kunde ikke mere stille krav om mesterprøve som betingelse for optagelse, og da der ikke var knyttet store økonomiske fordele til medlemsskab, sank medlemstallet meget. M an solgte i flere tilfælde de gamle lavshuse; men mange af mestrene bevarede forbindelsen af rent selskabelige grunde, man vilde gerne omgaas sine fagfæller, og desuden havde en del af lavene formue, der gjorde, at de kunde klare forsørgelsesopgaver. Noget lignende gjaldt visse af svendesammenslutningerne, selv om der omkring 1866 kun var ca. 60 % af de oprindelige medlemmer tilbage. Et udslag af denne haandværkermentalitet var, at en række af lavene sørgede for deres gamle ved at oprette stiftelser for svende og for mestre. Den første svendestiftelse oprettedes i Adelgade 1851 (tømrerne). Størst indsats ydede Haandværkerforeningen under ledelse af L a s e n i u s K r a m p , da den fik opført »Alderstrøst«, støttet til indtægter af et varelotteri; den store stiftelse, der kom til at ligge mellem Nørrebrogade og den nye Baggesensgade, blev aabnet oktober 1863 og udvidet stærkt indtil 1879. Strejker. Men selv om man paa denne og andre maader søgte at understrege haand­ værkerstandens selvbevidsthed og vilje til at klare sig selv, maatte næringsloven føre til, at skellene mellem haandværkssvendene og de ikke-faglærte arbejderlag til en vis grad blev udvisket. I mange tilfælde tog nu svende arbejde som arbejds- mænd. Der var ved at opstaa en mere ensartet arbejderklasse. Foreløbig var denne underklasse - haandværkssvende, fabrikarbejdere og hvad tiden kaldte »sjovere« og »daglejere« - saa temmelig hjælpeløs over for prisstigning, bolig­ nød, arbejdsløshed og sygdom. Mange var kommet til udefra i haab om arbejde og uden anelse om, hvad livet i storbyen virkelig betød, og der er ikke tvivl om, at en mængde gik til bunds i nød og drikkeri. Den private velgørenhed var stor, men ikke fyldestgørende, og den virkede i høj grad tilfældigt. En mængde tyede til laanekontorerne og til fattighjælpen, ikke alene som følge af sygdom eller arbejdsløshed, men fordi deres løn var saa lav, at de ikke kunde eksistere for den. Nogle af laanekontorerne førte en yderst brutal plyndringspolitik mod fattigfolk.