KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

KØBENHAVN FRA BOPLADS TIL STORBY

502

eneste større begravelsesplads, 1869-70 begyndte man at anlægge Vestre kirke- gaard. Gaderne blev bedre fejet end tidligere, brolægningen kom i bedre stand end i Schåffers tid. Der blev endda gjort forsøg med asfaltering. Skulde sundhedsforholdene bedres, blev det dog hovedsagen at skaffe for­ svarlige og billige boliger. Under koleraepidemien havde lægerne gennemført udflytning; der var kommet teltlejre og barakker paa fæstningsterrænet. Trods modstand fra grundejerinteresser fik lægerne fastholdt tanken; lægeforeningen fik kommunen til at skænke en grund paa Østerfælled mellem nuværende Østre Allé og Østerbrogade, og her opførte man billige arbejderboliger for penge, der var tilbage fra indsamlinger i koleratiden. Der byggedes 8 huse (hver med 32 fam ilier), lave og i rimelig afstand fra hinanden, forbavsende godt og sundt efter den tids forhold. Efter dette første forsøg i 1854 fulgte flere, saaledes de Classenske boliger ved nuværende Godthaabsvej paa Frederiksberg (efter 1866) - de havde dog ikke helt saa vellykket præg - en gruppe arbejderboliger ved Tagensvej-Jagtvejkrydset (1866, Rimestads initiativ), og de arbejder­ boliger, der fra 1865 rejstes paa Amager af »Arbejdernes Byggeforening«. Med god grund angreb Hornemann kommunen, som ydede huslejehjælp til fattige og saaledes garanterede ejeren en ublu indtægt for et husly »af den mest op­ rørende beskaffenhed«, men ikke støttede byggeforeningerne. Støtte til opførelse af billige og sunde boliger var utvivlsomt under de givne forhold en af de bedste maader, man kunde hjælpe arbejderklassen paa, men det var privatmænd, folk som lægerne Hornemann og F. F. U lrik og bogholder V iggo Faber, der gjorde arbejdet, ikke det offentlige. Faber arbejdede tillige paa at skabe brugsforenin­ ger, men dem var det svært at holde i live. Der var almindelig enighed om, at med den løn, arbejderne fik, kunde de ikke opretholde livet, selv om deres krav var yderst beskedne. T il tider frem­ kaldte de høje kornpriser svær nødstilstand, og bolignøden udnyttedes af mange husejere til brutal opskruning af huslejen - som det synes særlig i 1860erne, da ogsaa antallet af husvilde paa Fadegaarden steg stærkt. Først hen omkring 1870 synes bolignøden at have lettet noget. Prisfaldstider som efter 1857 gav vel en lettelse for de lavt gagerede embedsmænd under stat og kommune; men arbejderne følte lavkonjunkturen i form af arbejdsløshed; vinteren 1859-60 var af 1200 skomagersvende 4 oo uden arbejde, og i nogle fag var 4 o % af svendene arbejdsløse. Haandværkernes vilkaar.