KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

KØBENHAVN FRA BOPLADS TIL STORBY

500

huse, der kom mere polstrede møbler, og efterhaanden afløstes „Christian V I I l ­ stilen« af en noget overlæsset elegance. Tæpperne begyndte at dække gulvet, de malede vægge overklistredes med papirtapeter i livlige farver og store mønstre, og møblerne fremstilledes i »historiske stilarter«. »Ny-rokokoen« gav bløde og behagelige lænestole, overtrukket med plys i grønne eller røde farver, med svajede og bøjede linier, efterhaanden med klunkeudsmykning. Bekvemme dag­ ligstuer for et borgerskab, der ikke trykkedes af nogen følelse af, hvor langt denne imiterede stil var fra den ægte rokokos ynde og lethed. I 1850erne svær­ mede man for det østerlandske, for divaner og løse puder, vandpiber og vifte­ palmer. Efterhaanden overfyldtes værelserne med lænestole, hjørnesofaer, hylder med nipsgenstande og fotografier i ramme - daguerreotypierne var kommet frem i 1840erne — der kom petroleumslamper og gyngestole. Dagligstuens hoved- formaal var at give den besøgende et passende indtryk af, hvor meget huset for- maaede i retning af pynt og udstyr. Elvor der var raad til det, lagde den nye bebyggelse an paa at imødekomme de nye krav. M an fik skilt spisestue og dagligstue fra hinanden og fik navnlig et særligt soveværelse, hvad der ikke havde været selvfølgeligt før i 84 o i middel­ standshjem. I højere grad fik hvert enkelt rum sin særlige funktion, og det understregedes ved, at de i mange tilfælde blev holdt hver i sin imiterede stilart - dagligstue helst i rokoko, rygeværelse lidt orientalsk, spisestue i renæssance, for eksempel. De nye huse byggedes ogsaa med entré. T il gengæld blev der tit sparet paa pladsen i køkken og pigeværelse omkring 1870, og var husets forside pyntet op med stuk og billig pynt, saa gjorde det mindre, hvordan det tog sig ud fra bagsiden. I de billige lejligheder i sidegaderne var der lavt til loftet, værelserne var faa og smaa; tit var der kun een trappe, ingen entré, vasken anbragt paa trappe­ gangen - som regel lukket under frostperioder, saa at spildevandet maatte bæres ned i gaarden - og nede i den snævre gaard een retirade, der skulde slaa til for alle i huset. Værst saa det vel ud i den indre bys proletarkvarterer, som i Brøndstrædeomraadet og omkring Rigensgade og Adel-Borgergadekvarteret, hvor det kunde forekomme, at 20 mennesker sov i samme lavloftede, stinkende rum. Mange lejligheder havde ingen kakkelovn; mange boede direkte under taget eller havde praktisk talt ikke lys i rummet, og de fugtige kælderlejlig­ heder, lige over den stinkende undergrund, var livsfarlige. Der fandtes i den indre by et væld af beskidte knejper og elendige logihuse som det berømmelige »Pjaltenborg« ved Aabenraa og Rosenborggade, hvis brand 1850 gav anled­ ning til en yderst populær københavnervise.