KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

KØBENHAVN FRA BOPLADS TIL STORBY

498

ydeevne. Efterhaanden som kommunens administration og pengebehov steg, voksede denne skats betydning, og i 1861 gik man over til at opkræve den som I n d k o m s t s k a t . Indtægter under 4 oo rdl. aarlig blev skattefri, og for ind­ komster under 1200 rdl. tillodes visse fradrag. Ejendomsskatterne blev nu lagt fast; selv herefter udgjorde de over 60 % , mens indkomstskatten gav 28,2 % af indtægterne i perioden 1865-69 (i 1930erne var forholdet paa det nær­ meste omvendt). Hidtil havde valgret til borgerrepræsentationen været afhængig af, hvor meget man betalte i næringsskat, og den nye skattelov trak da en valgreform med sig. Indenrigsminister T i 11 i s c h forelagde et forslag til nyordning, som var udarbejdet af et udvalg af borgerrepræsentationen, og som gav valgret til alle, der havde 500 rdl. i aarlig indkomst. Det var endnu et godt stykke fra den almindelige valgret, der gjaldt ved rigsdagsvalgene; det »havde sine betænkeligheder« at gaa saa vidt, som borgmester L. C. Larsen udtalte i folke­ tinget. Folketinget vedtog at give stemmeret til alle, der betalte kommuneskat. D a loven behandledes i landstinget i efteraaret i 864 , var grundlovskampen 1 864-66 sat ind. Landstinget vedtog en ordning af lignende art som den, der gjaldt i sogneraad og provinsens byraad, at halvdelen af borgerrepræsentationens medlemmer skulde vælges af de største skatteydere. Men her stod folketinget fast, ogsaa en nationalliberal som G . V . R i m e s t a d . Han og borgmester L. C . Larsen fik tinget med paa at godtage skellet med de 500 rdl., og saaledes blev loven i næste samling akcepteret baade af regering, lands­ ting og folketing; det oprindelige forslag sejrede saaledes i sit hovedpunkt. Hvis der paa dette tidspunkt havde eksisteret et folkeligt parti i Køben­ havn, der tog de jævne lags interesser til program, kunde dette være blevet farligt for de nationalliberales magt i bystyret. Men det var ikke tilfældet - endnu. Der fulgte ikke væsentlige ændringer i borgerrepræsentationen som følge af 1865-loven; det var stadig byens mest velstaaende og borgerligt ansete mænd, der havde det afgørende ord i kommunestyret. Valgdeltagelsen var ganske ringe. Først i 1890erne skulde det vise sig, hvad det betød, at København havde faaet en langt mere demokratisk valgordning end landets øvrige kommuner. Samme aar som København fik ny magistratsordning, vedtog rigsdagen en lov, der skilte F r e d e r i k s b e r g ud fra Hvidovre kommune. Forslaget stil­ ledes paa privat initiativ af nogle frederiksbergske rigsdagsmænd. M an vilde løs fra den store landkommune og styre sig selv, saaledes at det blev muligt at klare de opgaver, den nye bebyggelse stillede. Det fremhævedes, at Frede­ riksberg heller ikke ønskede at komme under København og dermed binde sig