KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

F Ø R V O L D E N E F A L D T

4 9 7

flikl mellem magistrat og borgerrepræsentation. Tvinge magistraten kunde borgerrepræsentanterne vanskeligt, med mindre der blev borgmesterembeder ledige; men de kunde dog faa indflydelse i magistraten ved de regelmæssige raadmandsvalg. De kommunale myndigheder blev langt friere stillet over for centraladministrationen end tidligere. De fik budgettet i deres egen haand nu; kun i særlig vigtige sager - f. eks. ved optagelse af større laan - skulde inden­ rigsministeriets samtykke indhentes. Overformynderisagerne gik til staten. De særlige kommissioner for fattigforsorg, vej-, brolægnings- og vandvæsen for­ svandt, og deres opgaver tilfaldt magistraten. Derimod bevaredes en særlig skoledirektion ligesom i andre kommuner. Ved den nye lov og den særlige vedtægt, der fulgte efter i december 1857, naaede man frem til en klar opdeling af sagerne mellem borgmestrene, der nu i stor udstrækning skulde ordne sagerne hver for sig. Borgmesteren for 1. afde­ ling styrede skolesager, kirkeforhold, begravelsesvæsen, stiftelser, næringssager m. v.; 2. afdeling omfattede finanssager og bl. a. hospitalsforhold; borgmesteren for 3. afdeling var »fattigborgmester«; 4 . afdeling omfattede vejvæsen, belys­ ning, vandværker og andre »tekniske« anliggender. I begyndelsen af 1858, da ordningen traadte i kraft, blev praktisk talt hele magistraten nybesat. Tscherning fik for saa vidt ret i sine betragtninger om bureaukrati, som det ikke saa meget var politikere, man valgte til at styre K ø ­ benhavns kommunalsager, som embedsmænd fra central- og kommunaladmini­ strationen. A lligevel var det noget af et systemskifte, der kom; i de følgende aar kom magistraten til at rumme en række mænd med stor handlekraft og mere moderne indstilling. Mest fremtrædende var vel E d u a r d E h 1 e r s, en polytekniker, der havde gjort karriere i generaltoldkammeret og som statens fabriksdirektør; han blev borgmester for 4 . afdeling og ledede disse vigtige anliggender gennem 27 aar. De følgende aar gav en række nyordninger, saaledes oprettelsen af havne- raadet 1858 og politivedtægten 1863. Særlig vigtig var nyordningen af skatte­ systemet 1861. Der opkrævedes en vrimmel af forholdsvis lave kommunale skatter og af­ gifter, hver til sit særlige formaal - indkvarteringsskat, renovationsskat, brolæg­ ningsskat og sprøjteskat, lygteskat, fattigskat, borgervæbningsskat, foruden en mængde andre smaaafgifter og rekognitioner. Mange af skatterne lignedes paa grundejendommen eller opkrævedes i forhold til lejlighedernes areal. Dertil kom den 1812 indførte særlige »næringsskat«, der med skiftende satser op­ krævedes af byens næringsdrivende efter en skønsmæssig vurdering af deres