KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y

496

kollegiale styresystem skulde yderligere begrænses. - Det var i flere henseender en velment og god løsning. Men baade magistraten og borgerrepræsentationen fandt, at man under de bestaaende forhold hellere maatte vente, til regeringen tog initiativet, og det skete først efter Ørsteds fald 1854. Saa kom der fart i sagen, og 1856 forelagde indenrigsminister K r i e g e r i rigsdagen forslag om en ny magistratsordning. Efter Kriegers forslag bevarede overpræsidenten i det hele sin magt; borg­ mestrene skulde vælges af borgerrepræsentationen, men valget var for livstid. I princippet skulde vel magistraten have den udøvende, borgerrepræsentationen den besluttende myndighed; men magistraten kunde standse en beslutning af borgerrepræsentationen og appellere sagen til indenrigsministeriet; man fik et tokammersystem, hvor magistraten faktisk baade havde administrativ og beslut­ tende magt. Her forsøgte brygger I. C. J a c o b s e n at tvinge en mere folkelig ordning igennem. Kriegers system med urokkelig magt for borgmestrene var saare langt fra det frie kommunestyre, der maatte være junigrundlovens naturlige kon­ sekvens. Jacobsen vilde afskaffe tokammersystemet ved at lægge den besluttende myndighed i een forsamling, hvor baade magistrat og borgerrepræsentanter havde sæde, og der var tanker fremme om, at borgerrepræsentanterne umiddel­ bart skulde forvalte kommunens sager gennem udvalg. Bondevennerne for­ langte valgretsudvidelse til borgerrepræsentanterne. Men Jacobsen formaaede ikke at opstille et overbevisende og klart forslag; og Krieger slog haardt igen med det argument, at hvis man ikke nu, da flere af borgmesterstillingerne skulde nybesættes, tog reformen, som regeringen og landstinget ønskede det, var der mere end lange udsigter. Tscherning sagde, at overpræsidenten i for høj grad havde bevaret sin ledende stilling; »man bilder københavnerne ind, at de har faaet et nyt kom­ muneliv, skønt de kun har faaet et skærmbræt for et nyt bureaukrati“ . Men Tscherning og Venstre havde ikke noget brugeligt forslag at sætte i stedet, og forhandlingerne endte med Kriegers sejr. I. C. Jacobsen var saa skuffet, at han for en tid trak sig ud af politik. Med alle sine brist var dog Kriegers lov af marts 1857 et vigtigt skridt i retning af friere kommunestyre. Gennem deres valgte repræsentanter bestemte borgerne selv, hvem der skulde være byens borgmestre — en ret, provinsbyerne først fik i 1919. Der skulde være 4 raadmænd, valgt paa 6 aar og ulønnede; de skulde være hver sin borgmester »til raad og bistand i vigtigere anliggender«. Naar borgmestrene var saa nogenlunde uafsættelige, kunde der let komme kon-