KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y

4 9 4

kongen og københavnerne; i den følgende tid, da stormagterne lagde pres paa Danmark, og da det blev klart, at man fra Sverige og Norge ikke kunde vente væbnet hjælp, svingede stemningen frem og tilbage mellem depression og haab. Det vakte ikke større begejstring, at M o n r a d december 1863 paatog sig at lede en ny regering med forsøg paa imødekommenhed mod de tyske magter. I begyndelsen af februar i 864 begyndte krigen mod de preussiske og østrigske tropper foran Dannevirkelinien, som de fleste ansaa for særdeles stærk. 6. februar fik man meddelelsen om, at general de Meza havde ladet hæren rømme Danne­ virke, saa at Jylland laa aabent for fjenden. Det føltes som en uoprettelig katastrofe. M an havde klamret sig til troen paa Dannevirkes uindtagelighed. Stemningen i København vendte sig mod overkommandoen. Tilbagetoget var, skrev Bille, »en uforklarlig og uundskyldelig fejghed,« og »Fædrelandet« krævede generalerne fjernet — »nationen har ret til hverken at se reaktionære hylere eller fejge krystere blandt sine førere«. Der rejste sig ubehersket harme, en saadan selvopgivelse kunde kun betyde forræderi, og den mistanke rettedes ogsaa mod kongen og mod Monrad. 6. og 7. februar kom der voldsomme de­ monstrationer og fornærmelser mod dronning Louise og hendes døtre, og politiet kunde ikke klare situationen. Monrad var meget oprevet over krigens udvik­ ling, men evnede dog at dæmpe uroen, da han 7. februar kom til København, og stemningen svingede noget tilbage efter den første ophidselse. Dybbøls fald 18. april rystede ikke sindene slet saa meget, skønt det militært og diplomatisk set var et alvorligt slag; her følte man, at der var kæmpet. Men da sommeren kom, da londonkonferencen var strandet og preusserne erobrede Als, tabte københavnerne haabet. Nu maatte man se den mulighed i øjnene, at tyske tropper gik i land paa Fyn og Sjælland. De haarde fredsvilkaar vakte harme og heftige protester, men kun de færreste turde tage ansvaret for en fortsættelse. Krigen i 864 var det store nederlag for nationalliberalismen og det ejder- danske og skandinaviske program. De nationalliberale københavnerpolitikere mistede deres ledende stilling; fra Bluhmes konservative ministerium 1864-65 gled magten over til godsejerpolitikerne, til Frijs og Estrup. De nationalliberale saa sig bittert isolerede i de følgende aar, da godsejerne og I. A . Hansens fløj af bondevennerne samarbejdede. De bedste udtryk for stillingen er den grund­ lovsrevision, der gennemførtes i 1866 - et landsting, hvor godsejerne var førende, og et folketing, hvor bønderne i kraft af den almindelige valgret før eller siden maatte faa absolut flertal. Det ændrede for saa vidt ikke stemningen i København. M an klamrede