KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

489

F Ø R V O L D E N E F A L D T

K l. 12/2 næste dag var der samlet ca. 10.000 mennesker paa Nytorv, da Hvidt kom frem paa Domhusets trappe. Han havde den konservative overpræsi­ dent Lange med sig. Lange skal først have erklæret de nationalliberales handle- maade for »rebellion«; men han erkendte i løbet af formiddagen den 21. marts, at den gamle regering ikke var i stand til at holde stillingen, og fandt det rigtigst at gaa med - en væsentlig ting i dette øjeblik, at denne høje statsembedsmand sluttede sig til borgernes massedemonstration. M an kom op til Christiansborg, og deputationen gik ind. Hvidt læste adres­ sen op for Frederik V I I , der stod med sin raadgiver Bardenfleth ved siden. Der var ikke mange, der kunde vide noget synderligt om Frederik V I I ’s tanker. Man vidste, han var en jævnt begavet mand, uegnet til selv at lede landets politik, svag og med besynderlige ideer. Men hans svar var saa imødekommende, som man kunde ønske - ministeriet var opløst, kongen gav tilsagn om at bevare Søn­ derjyllands uadskillelighed med Danmark. Det var tilstrækkeligt til at genrejse kongemagtens popularitet i København. Kun de færreste var klar over, hvilke vanskeligheder man maatte kæmpe sig igennem, inden A . W. Moltke den føl­ gende dag fik dannet sit ministerium. De nationalliberale havde sejret, for saa vidt Lehmann, Monrad, Tscherning og Hvidt blev ministre ved siden af et par indflydelsesrige konservative embedsmænd. Den slesvigholstenske delegation modtoges med tavshed. En kreds af studen­ ter havde paataget sig at sørge for, at medlemmerne ikke blev forulempet; senere, da der kom meddelelser om de yderst udfordrende ord, der var sagt paa rends­ borgmødet, kneb det med at gennemføre holdningen, og til slut foretrak man i stilhed at føre dem ud paa det ventende dampskib i havnen, hvor Lehmann overrakte dem regeringens afvisende svar. Da saa yderligere meddelelserne kom om den tyske rejsning i K iel og Rendsborg, var der fuld enighed om, at der maatte kæmpes. Nationalbegejstringen slog voldsomt igennem. Der var stor offervilje og begejstring for den nationale sag; en mængde meldte sig til hæren. Man foretog militærøvelser og øvede sig i skydning ude paa Amager Fælled, og damerne syede skjorter og strikkede til armeen - noget mere overraskende virker det, at fangerne i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset samlede over 4 oo rigsdaler sammen til det nationale formaal. De tyske svende blev fordrevet fra deres arbejde — de danske svende gik fra værksted til værksted og tvang mestrene til at afskedige folkene, og kun Goldschmidt rejste aaben protest. Det vrimlede med vilde rygter, og man saa tyske spioner overalt. København var det punkt i riget, der laa mindst udsat under forholdene; for saa vidt var det noget lettere for københavnerne at holde krigsbegejstringen København fra boplads til storby. 32