KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

488

K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y

kom, som man maatte vente, kunde man regne med et samlet København bag sig. M andag 20. marts indløb meddelelsen om, at slesvigholstenerne ved et møde i Rendsborg to dage før havde besluttet at sætte regeringen kniven for struben: De forlangte en fri forfatning og Sønderjyllands optagelse i Det tyske Forbund. V eg regeringen for de krav, maatte man regne med, at Sønderjylland var tabt for Danmark; og de nationalliberale havde god grund til at formode, at de kon­ servative ministre i hvert fald ikke vilde give en klar afvisning. M an havde tænkt sig at holde massemøde i Casino den 22., men paa et møde paa »Fædrelandet«s kontor blev det skudt frem til samme aften. Desuden besluttede man at sætte borgerrepræsentationen ind som et middel i kampen. Lehmann udformede en adresse, der opfordrede kongen til at tage nye ministre og afvise de tyske krav. »Afgørelsens time nærmer sig med kæmpeskridt« M an maatte have mænd i regeringen, »der kan redde Danmarks ære og grundlægge landets frihed.« Stem­ ningen var ophidset; det er karakteristisk, at ingen af de nationalliberale ledere strøg Lehmanns sidste sætning: »V i anraaber Deres Majestæt om ikke at drive nationen til fortvivlelsens selvhjælp.« Klokken 7 mødtes borgerrepræsentationen. Hvidt forelagde Lehmanns ud­ kast og fastslog, at regeringen ikke kunde ventes at svare slesvigholstenerne »saa- ledes som Danmarks ære og ret kræver det«. Nationalbankdirektør H . P. Hansen foreslog en mere varsom henvendelse, men Lehmann viste sig atter som den, der kunde rive sine omgivelser med sig. H. P. Hansens modforslag fik kun 4 stemmer, og de nationalliberale borgerrepræsentanter med Hvidt i spidsen tog til Casino, hvor der var stuvende fuldt. 2500 var mødt, og endda holdt studen­ terne og haandværkerkredsene møde andre steder for at skaffe plads til andre i teatret. De havde sunget i Casino, før Hvidt kom henad kl. 8^/2 - »Danmark, dejligst vang og vænge« var populær, kampstemningen mod fremmede fra syd beherskede sindene. Men man havde en stærk følelse af, hvor meget der stod paa spil, og at man i den nationale rejsnings store øjeblik maatte optræde vær­ digt. I hvert fald fik den tyske embedsmand K . F. Francke fuldstændig ro til at tale paa tysk og senere replicere til de nationalliberale. Men Francke kunde naturligvis ikke vende stemningen og overbevisningen om, at slesvigholstenerne truede Danmarks ret og nationens bestaaen. Praktisk talt enstemmigt vedtog forsamlingen en resolution, der krævede en ny regering, fri forfatning og Søn­ derjylland fast knyttet til Danmark. Næste dag, naar borgerrepræsentationen gik med sin adresse til kongen, vilde den faa københavnerne med sig i tætte skarer.

Made with