KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y

484

have et parlament med lovgivende og bevilgende magt. Christian V I I I selv ind- saa, at regeringen maatte komme til forstaaelse med den nye retning, hvor inder­ lig uvilje han end havde mod »demagogerne«; han nærmede sig til de mere moderate af 1830ernes oppositionsmænd, Algreen-Ussing og David gled ind i regeringskredsen, men tabte til gengæld deres popularitet. Det blev kredsen af unge akademikere, generationen fra omkring 181 o, der gav tonen an - O rla Leh- mann, D. G. Monrad, Ploug. Naar de sejrede i den offentlige mening, skyldtes det først og fremmest det nationale spørgsmaal. Hidtil havde københavnerne ikke haft megen viden om forholdene nede i hertugdømmerne. Men da der rejste sig en slesvigholstensk bevægelse med det maal at dele monarkiet ved Kongeaaen, maatte stemningen i København flamme op. Nederlaget 18 14 føltes bittert, og nu vilde altsaa tyskerne lemlæste riget endnu en gang. For regeringen og de konservative var det en umulighed at dele kongens lande. De unge liberale saa anderledes paa det: Holsten og Lauenburg var tyske omraader, undergivet det tyske forbunds suverænitet; det var en trusel for Danmark at være bundet til at føre fælles politik med dem, de maatte gerne udskilles. Men Sønderjylland var gammelt dansk Land, Danmark maatte med historiens ret hævde Ejderen som grænsen mellem dansk og tysk. Den tyskfjendtlige stemning rejste sig voldsomt i 1842, da man fik at vide, hvordan Hiort Lorenzen ikke kunde faa lov at tale dansk i den sønderjyske stænderforsamling, og han blev modtaget med aabne arme, da han kom til København. Stemningen blev ikke mindre, da det viste sig, at Christian V I I I ikke holdt med Hiort Lorenzen. Det var i disse aar efter i 84 o, at O r l a L e h m a n n vandt store sejre. Denne unge jurist, søn af en tysk embedsmand i kommercekollegiet, havde et anlæg for den store gestus og den overbevisende patos, som virkede uimodstaae- ligt paa en generation, der elskede teater. i 842 var regeringen uforsigtig nok til at give ham et martyrium i form af en fængselsdom. Det førte til demonstra­ tioner foran slottet. Regeringen lod politiet slaa haardt til med stokkene, der blev foretaget arrestationer og idømt straffe paa 30 dages vand og brød. Under disse forhold begyndte borgerrepræsentationen under Hvidts ledelse at gribe aktivt ind i politik. April 1845 vedtog borgerrepræsentanterne en adresse, hvor de i formelt loyale toner forlangte beskyttelse for dansk nationalitet i Sønderjylland, kritiserede regeringens afgørelse i Hiort Lorenzen-sagen og krævede en afgørelse af arvesagen, saa at riget ikke skulde splittes. Christian V I I I vilde ikke give audiens til en deputation med den adresse. Hvidt gik da alene op og afleverede den paa slottet. Der var tætte menneskemængder paa