KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y

4 7 4

Tiden selv var ikke blind for, hvor uheldigt Nørre- og Vesterbro udviklede sig. 1861 skrev David paa sin forsigtige vis om de nye kvarterer, at det er »ikke uden betænkelighed, at flere af de her opførte boliger er saa stærkt overbefol­ kede, at det maa opvække en høj grad af formodning om, at de ikke kan afgive sunde og rummelige vaaninger«. Arkitekt Conrad Seidelin angreb (1858) »denne planløse og skadelige udvidelse, der kun ledes af isoleret virkende, private spekulationer«. Men der blev ikke grebet ind. Det var ikke at vente, naar baade rigsdag og borgerrepræsentation beherskedes af grundejerinteresser. M an kunde ogsaa vanskelig forlange, at det private byggeri skulde vente paa et initiativ fra det offentlige eller godvillig underordne sig en samlet plan med ekspropria­ tion og stramme forskrifter, naar det offentlige hidtil i den grad havde hindret byens ekspansion. Hele sagen med befæstningen maatte for samtiden staa som bevis for, at man var bedst tjent med saa faa regulativer og forskrifter som muligt. Desuden kunde det siges, at det var farligt at hemme byggeriet, naar befolkningen voksede saa stærkt. Foreløbig tog overbefolkningen i den indre by ikke af. Folketallet her steg endnu i 1860erne og 1870erne; men det synes dog i hovedsagen at hænge sammen med, at marinen fra 1859 rømmede Gam ­ melholm, der derved blev aaben for bebyggelse. Mastegraven og den næsten 4 oo meter lange reberbane forsvandt, ligesom Universitetets botaniske have - den blev nyanlagt paa en del af den gamle Østervold. Gammelholm fik efter arkitekt Meldahls plan temmelig brede gader, fornem bebyggelse efter den tids begreber med fine facader, men snæver gaardsplads. M an rev ogsaa dele af Nyboder ned og byggede høje huse i stedet. Mens byggeriet gik paa uden for søerne, diskuterede man livligt, hvad der skulde ske med omraadet mellem voldene og søerne, som 1852-loven ikke havde givet frit. Det var med den tids trafikforhold næsten vigtigere at faa klaret end omraadet uden for søerne, og de fleste regnede med, at her maatte man have en tæt boligbebyggelse. Militæret opgav efterhaanden enhver tanke om at bruge den gamle vold­ linie til militærformaal. Man vilde afhænde sine rettigheder saa gunstigt som muligt og bruge midlerne til en ny forsvarslinie længere ude i terrænet, even­ tuelt i form af spredte forter. Samtidig arbejdede man med en udvikling af søbefæstningen om byen og fik i 1858 gennemført en betydelig udvidelse: T re ­ kroner og Lynetten blev forstærket, og ned langs Amagers kyst anlagdes beton- Det sidste a f fæstningsterrænet.