KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y

4 7 2

lille havn til losning af kul. Det var »Vestre Gasværk«, som var alene om gas­ forsyningen gennem 20 aar og tjente byen lige til 1927. Foreløbig var man mere interesseret i gas til belysning end til madlavning. 4 december 1857 ~ midt under den store handelskrise - kunde københavnerne første gang se 2.200 nye gaslygter tændt ved siden af de gamle tranlygter, og der var væ ldig interesse for fænomenet, ogsaa lidt bekymring for eksplosionsfare. 1860 fik Frederiksberg gas. 1859 var vandværket færdigt. V ed boringer ude ved Damhussøen havde man faaet rigeligere med vand, og ved anlæg af et vandværk ved Set. Jørgens Sø kunde man omsider levere trykvand i den fornødne højde. Foreløbig var det dog mest overfladevand, der blev tilført. Loven af 1852 havde givet rigelig plads for boligbyggeri uden for søerne, og selv om de fleste københavnere nok syntes, at der var lang vej derud, kom der ikke saa lidt byggeri i gang under pengerigeligheden i begyndelsen af 1850erne. A f hovedstadens 143.600 indbyggere i 1855 boede allerede henved 1 4.000 uden for voldlinien. Saaledes gik den store grundejer L. C. Biilow i gang med at udstykke grunde paa Frederiksberg. 1852 opkøbte han ca. 35 td. land mellem nuværende Biilowsvej og Vodroffsvej; Ørstedsvej blev skel mellem et fint villakvarter og forholdsvis tæt fabriks- og boligkasernebebyggelse. Samtidig købte staten »Rolig- hed«s jorder til anlæg af Landbohøjskolen (aabnet 1858). Vinhandler Waage- petersen gik i gang med at udstykke Rosenvænget paa Østerbro. M ange af hovedstadens mere velstaaende familier fandt sig godt til rette i de forholdsvis landlige omgivelser, saaledes Johanne Luise Heiberg, der flyttede ud paa Øster­ bro; her bevarede landskabet i flere aartier meget af sit oprindelige præg. Hastigere gik det paa Nørrebro og Vesterbro; her kom arbejderkvartererne. Det meste af bebyggelsen klumpede sig sammen lige paa den anden side søerne; allerede 1853 var man i gang med Blaagaards jorder, og snart efter tog man fat paa at lave sidegader til Vesterbrogade. Den gamle naturskønhed forsvandt; i stedet kom snævre gader med høje huse, hvor grundejerne havde udnyttet hver tomme af grunden til at skaffe sig indtægter, saa vidt byggeloven tillod. I nogle tilfælde blev ikke engang den respekteret. Pengekrisen 1857 lammede byggeriet, men i 1860erne kom det atter i gang. I løbet af en snes aar fik man færdigbygget kvarteret mellem Peblingesøen og Assistens kirkegaard. Heegaards Jernstøberi kom efterhaanden til at ligge midt Forstæderne bebygges.