KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

469

F ØR V O L D E N E F A L D T

..¿££L ¿fi

Koleralejren 1853 paa Københavns glacis udenfor voldene, som ses i baggrunden (med voldmøllen). Tegning af H. G. F. Holm, i Bymuseet.

Koleraens Udbredelse« med dr. E m i l H o r n e m a n n som formand. Den opnaaede værdifulde resultater ikke blot med hensyn til sygebehandling. Nogle tusind mennesker blev flyttet bort fra de kolerabefængte huse, ud til barakker og teltlejre, saaledes at en del af de værste kvarterer blev ryddet. I august 1853 begyndte epidemien at tage af, i oktober var den forbi. Den kostede over 4.700 liv. Sammenlignet med Pesten 1711 er Koleraen 1853 ikke for meget at regne, naar man sætter tabene i forhold til folketallet - 3,65 % var døde. Men tiden selv var dybt rystet over, hvad epidemien havde afsløret af elendighed og sundhedsfarlige boliger. Det fik i hvert fald den virkning, at man nu fik sundhedsforholdene forbedret. Man maatte have et hospital, der var stort nok til at klare byens behov, og som ikke havde forbindelse med fattigvæsenet saadan som Almindeligt Hospi­ tal. 1857 § av krigsministeriet tilladelse til, at det nye hospital blev lagt mellem voldlinien og søerne, og i 1863 stod det store K o m m u n e h o s p i t a l med 800 sengepladser færdigt paa grundene mellem Sortedamssøen og Farimagsgade. Det var bygget af Hans Chr. Hansen efter et system med lange korridorer, som man forlod omkring 1900 (Bispebjerg), men senere er vendt tilbage til.