KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

468

K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y

med de gamle byporte, de blev revet ned 1856-58. Disse ærværdige bygninger havde vel haft krav paa en mindre haard skæbne; men i den offentlige mening var der den inderligste uvilje mod dem. De havde vanskeliggjort trafikken saa meget, at aviserne hilste deres fald med største tilfredshed.

Kolera.

Flytningen af demarkationslinien 1852 var det første afgørende skridt i retning af fri bebyggelse uden for det gamle byomraade. M en det kom for sent til at hindre koleraepidemien i 1853. Det indre København havde i de fore- gaaende aar haft flere større og mindre epidemier, og lægerne, der gennem- gaaende havde et skarpt blik for de ulykkelige forhold, havde gang paa gang advaret. Kolera havde i de foregaaende aartier optraadt rundt om i Europa, og i midten af juni 1853 slog den ned i København. Antallet af angrebne voksede med rivende fart, over halvdelen af de angrebne døde; alene fra i 4 . til 28. juli døde over 2.000. Folk var rædselsslagne. Tusinder flygtede fra byen; lægerne stod over for næsten uløselige opgaver. Værst synes epidemien at have hærget i adelgadekvarteret, men det finere, mindre tæt beboede bredgadekvarter var ogsaa haardt ramt. Der var ubeskrivelige forhold paa Almindeligt hospital og paa Ladegaarden blandt de tæt sammenstuvede fattigfolk, men overhovedet blottede epidemien de frygtelige vilkaar, de lavere lag havde med hensyn til boliger. Pressen, selv den loyale Berlingske Tidende, angreb voldsomt de kom­ munale myndigheder, der ikke havde handlekraft nok. Kirkerne fik stærk søgning i denne tid. Andre søgte at døve deres angst ved spiritus. Pastor Frederik Hammerich, senere professor i kirkehistorie, har skildret, hvorledes der saa ud ved kirkegaarden, hvor kisterne blev kørt ud af drukne kørekarle og stillet i bunker ovenpaa hinanden, mange endnu ikke slaaet til, med en horde af nysgerrige omkring. Visse dage begravede Hammerich over 50 døde. »Værst var det, naar jeg til berettelse eller jordpaakastelse skulde op i en af rønnerne i Brøndstræde, Vognmagergade, A d e lg a d e Sumpede kæl­ dere, stokværk stablet oven paa stokværk, faldefærdige trapper, der saa ud, som hang de i luften, værelser med en glug i stedet for vinduet, eller helt mørke, og sengen redt paa gulvet af halm og klude og et hullet lagen, som i maaneder ikke havde set vask.« Ustandseligt gik der bud efter præsten; saa gik han ud igen og sad i fattige hjem »ved sengen i kvælende dunst, mens gulvet svømmede med uhumskheder.« Umiddelbart efter epidemiens udbrud stiftedes en »Lægeforening mod

Made with