KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y

4 5 6

havde det københavnske forretningsliv staaet sig forholdsvis godt gennem krisen, sammenlignet med Hamburg, hvis indflydelse i Danmark og navnlig i den kø­ benhavnske pengeverden havde faaet et knæk. Mængden af varer, der kom til København fra udlandet i 1862, var en smule lavere end i 1856, men 70 større end i 1845. I slutningen af 1860erne havde udviklingen atter taget fart, og omkring 1870 var man atter inde i en klar højkonjunktur, med voksende omsætning, udvidelse af handelskapitalen og mere og mere tydelig industrialisme. Det havde vistnok aldrig været muligt virkelig at gennemføre de ideer, der laa til grund for lavsvæsenet - at de enkelte mestre broderligt skulde dele mar­ kedet mellem sig og hver for sig drive deres erhverv i tryghed, med sikret pris og fast afsætning. Der havde forlængst udviklet sig dybe skel inden for lavene mellem kapitalstærke og kapitalsvage mestre, og de uddybedes baade under krisen i 1820erne og under de bedrede konjunkturer i 1830erne. I de smaa provinsbyer arbejdede haandværkerne endnu paa bestilling. I K ø ­ benhavn krævede publikum større udvalg i butikerne, og kun de færreste mestre havde raad til at holde mange varer paa lager. Mange smaamestre gik bort fra at holde aaben bod og maatte i stedet sælge deres varer til de større mestre; 1 846 erklærede skomagerne, at det var almindeligt, at de mestre, der holdt butik, købte varer af andre mestre til salg, og det forekom ogsaa, at de indfor­ skrev fremmede varer. I visse fag, for eksempel blandt tøjmagerne, var det al­ mindeligt, at en mester, der havde god afsætning, øgede produktionen ved at lade ældre svende arbejde i deres hjem; i stedet for det gamle værksted, hvor haandværksmesteren arbejdede sammen med svende og lærlinge, fik man for­ lagssystem med hjemmearbejde. Regeringen søgte i 1820erne at standse udvik­ lingen, men det var haabløst, og i 1833 gav den tilladelse til svendes hjemme­ arbejde i fabrikslavene. I alle større haandværksfag var der en mængde gifte svende (67 % af tømrerne 1843, 33 % af skomagerne). De fleste af dem synes at have opgivet at blive mester; de sad i deres eget hjem rundt om i byen og uden for byen og arbejdede for en mester, der for sit vedkommende tit var mere handelsmand end producent; og saadanne svende paatog sig arbejde for andre end deres mester, hvor meget det saa end stred mod lavsreglerne. Sammen med smaa kapitalsvage mestre dannede de en haandværkerunderklasse, hyppigt i ringe kaar, afhængige af, hvad de handlende vilde give for deres varer. D a nu industrien begyndte at tage fart under de gunstigere konjunkturer, Næringslivet.