KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y

4 5 2

havn; byens indførsel af kul blev tredoblet fra i 844 til 1857. i 84 g havde K ø ­ benhavn haft en handelsflaade paa 258 skibe over 10 kommercelæster, ialt knap i 4 .ooo kommercelæster; 1857 var der 326 med 21.700 kommercelæster. Køben­ havn var langt fra at have en handelsmæssig position som i den florissante tid, og handelsflaaden var ikke nær saa stor som før 1807; til gengæld var fremgangen af mere solid natur, idet den byggede paa øget velstand og produktionsevne i Danmark selv. Nogle af de ledende handelsmænd tilhørte gamle handelsfamilier — Suhr, Broberg, Duntzfeldt, A . N. Hansen - men adskillige havde arbejdet sig op nede fra, folk som Jacob Holm (død 1845), Hans Puggaard, H. P. Prior. Nogle af dem bevarede en del af deres haandfaste sparsommelighed i smaating, som Hans Puggaard, der gik meget tarveligt klædt og roste sig af, at det kunde netop han tillade sig, eller den store dampskibsreder Prior, der gik paa indkøb med en væl­ dig torvekurv paa armen og buksebenene stukket ned i et par transtøvler. Men de fleste saa anderledes paa, hvordan en storkøbmand skulde føre sig. Handels­ standens førende mænd havde i høj grad standsbevidsthed og anlagde efter evne engelsk præg i det ydre med en noget tilknappet værdighed og stivhed. De brugte ordet liberal med dyb overbevisning. Der var intet problem i i 84 g, da den fint kultiverede Moritz G. Melchior som den første jøde indvalgtes i Grosserersocie­ tetets komité. Men en mand som G. A . G e d a 1 i a, sadelmagersvenden, der ved sin fremragende forretningssans blev vekselerer og en kendt mand paa Bør­ sen, kom ikke uden videre ind i den finere kreds — ikke fordi han var jøde, men fordi han trods al sin iderigdom og hjælpsomhed og sine mange penge var for taktløs og latterlig til at akcepteres. For de københavnske handelsmænd stod det klart, at man kun kunde ud­ nytte højkonjunkturen tilfredsstillende, hvis handelen fik frie hænder. For dem maatte alt, hvad der hed toldafgifter, staa som et onde; Grosserersocietetet for­ sømte ikke nogen lejlighed til at argumentere mod de bestaaende rester af be­ skyttelsessystemet, og det forsøgte endda gennem Broberg at presse en tarifreform igennem i 1862. Det kom man dog ikke langt med. De ledende i finansstyrelsen var ikke villige til at slaa ind paa fuld frihandel, og tariffen af 1863 bevarede en del beskyttelse. Derimod havde man i 1857 omsider den tilfredsstillelse at se ø r e s u n d s ­ t o l d e n falde. Utvivlsomt var det en fordel for København; de skiftende remis­ sionsordninger siden 1842 havde afbødet øresundstoldens mest uheldige virkninger, men det var en lettelse at slippe for toldformaliteterne i Helsingør, og øget øre­ sundstrafik maatte til enhver tid gavne København i konkurrencen med Hamburg.