KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y

44-8

somt udhøkres til priser ca. 60 å 70 % højere end de, hvortil disse artikler i Hamburg kan købes af konsumenterne.« Under de forhold var det ikke umagen værd at opretholde et kompagni med monopoler og toldbegunstigelser, og om­ kring i 84 o var det omsider slut. Asiatisk Kompagni solgte sit sidste skib og sine faste ejendomme, og i 844 blev kinahandelen givet fri. Formodentlig havde det været bedre for alle parter, hvis man havde opgivet kampen i 1820erne, mens der var mere af kapitalen i behold. Kolonierne i Asien blev solgt. L. N. Hvidt mente, at man maatte resignere. København maatte skaffe sig en handel med landbrugsprodukter og købe billige varer fra Hamburg; det var meningsløst at bringe ofre for storhandelsforsøg, som vi ikke længere kunde drive virkelig i vejret. I slutningen af 1830erne stod det da saaledes, at hvad København fik til­ ført direkte fra udlandet, næsten kun var massevarer som jern, salt, kul og tøm­ mer, foruden svovl og andre varer fra de nordlige atlanterhavsøer og sukker fra Vestindien; fra Rusland fik man skibsfornødenheder: tjære, hamp, sejldug. Desuden tilførtes ris, der blev afskallet paa rismøllen; den lededes nu med godt udbytte af A . N. H a n s e n, idet den gamle Hambro var rejst til London. Men kolonialvarer, tekstiler og en mængde andre varer fik man over Hamburg. Om ­ kring i 84 o var københavnske handelshuse imidlertid kommet saa vidt til kræfter, at de begyndte at tage kaffe direkte fra Brasilien og drev lidt større handel paa M iddelhavet, og flere var uenige med Hvidt i hans pessimistiske syn. M an vilde og kunde ikke opgive tanken om, at København atter kunde faa en blomstrende transithandel, og importhandelen til forsyning af Københavns eget behov var dog tilstrækkelig stor, til at der kunde dannes en vis kapital. Netop omkring 1 84 o begyndte det P u g g a a r d-H a g e s k e handelshus at antage store di­ mensioner, og J. T h. S u h r havde arbejdet familiefirmaet saa vidt op, at det i 1 84 1 ejede over 800.000 rdl. Men skulde en virkelig storhandel genopstaa, maatte man have det ugun­ stige forhold med sundtolden udlignet. Da samtidig Sverige og England angreb sundtolden, fandt regeringen det heldigst at sætte den en del ned i i 84 i. Det var dog ikke nok. Hamburgs magt over det danske marked øgedes, efterhaanden som vejnettet i Jylland udvidedes, og samtidig besluttede den danske regering at give tilskud til bygning af en j e r n b a n e m e l l e m A l t o n a o g K i e l , monarkiets første. Baade København og Flensborg følte sig truet, og hvad det københavnske Grosserersocietet ikke kunde overtale regeringen til, formaaede Flensborgs førende vestindienhandlende, agent H. C. Jensen. Uden at give sig tid til at forhandle med stænderne udstedte regeringen i 842 en forordning om,