KøbenhavnFortæller

pris. „Hvad fanden render De også i fagforeningen for, n å r jeg har givet Dem den pris, jeg vil give for a r b e jd e t“, snerrede m e­ ster og kløede sig i sit skaldede hoved. Der va r ingen vej udenom prisudvalget, mester måtte gå til biddet og betale, hvis a rbejdet skulle udføres på hans værksted. H e r ser vi fagforeningens be­ tydning for fagets udøvere, n å r der er sammenhold b land t sven­ dene. Det v a r det sammenhold, vi manglede, da jeg arbejdede i Gudh jem i 1911. Svendene v a r bange og afhængige af me­ strene i sådan en lille flække af en by. Mester Madsen va r også ude efter mig. En aften vi kom hjem, fortalte min bror mig, at han havde bedt om lønforhøjelse. H a n havde kun 50 øre i timen. Mester havde vendt og d rejet sig og forsikret ham om, at han umuligt kunne give mere i løn, men pludselig havde han fået en lys ide og udtalt, at den løn, jeg fik, kunne Johannes få, og jeg hans, for jeg v a r ikke så god en snedker, som min bror. „Nå, det sagde h a n “, svarede jeg op­ bragt. „Så kan han lave sit lort selv, og ellers rende mig i R .“ Næste morgen da vi mødte op på værkstedet, gik jeg straks til mester Mad sen og sagde, at jeg havde hørt, at Johannes og mig skulle bytte løn. „Ja, det h a r jeg foreslået“. „Ikke hos mig. Skal min løn sættes ned, kan De gøre min bog op med det samme.“ Mester svarede ikke et ord, men gik ind på sit lille kontor og kom kort efter ud med mine penge. Så gik jeg atter ud at søge arbejde, alle steder fik jeg nej. P å Rådhuspladsen så jeg atter linie 14, og straks fald t Axel Balsløws værksted mig i tanken. Afsted med linie 14 til H e lle ­ rup. Denne gang gik det lige som første gang. „Vent et p a r dage, måske jeg så kan bruge dig. Det v a r jo dig, der skrev afbud på mit tilbud. Det er der ellers ingen svende, der gør. Jeg skal skrive et ko rt,“ sagde mester Balsløw. De rmed v a r min skæbne beseglet for de kommende 43 år! Det vidste jeg bare ikke. Straks tog jeg ud til værkstedet og fortalte Brormand nyheden om mit held denne gang. Mester Madsen troede jeg havde for­ trudt, og at jeg ville fortsætte arbejdet hos ham! Kisteglad over igen at komme på bygningsarbejde, møbler lå ikke rigtigt for min stemme, tog jeg ferie og rejste hjem til far 92