KøbenhavnFortæller

Indledning

A t skrive memoirer v a r oprindelig forbeholdt en snæver kreds af mennesker. Det va r de færreste, der kunne skrive, og efter den tids opfattelse va r der endnu fæ rre, der havde noget at skrive om. Skrivekunsten var mest udb red t i adelige og læ rde kredse, ford i m an kun her havde rim elig mulighed for at få undervisn ing og derigennem tilegne sig tidens dannelse. Det var de samme mennesker, som oplevede ting, der va r væ rd at erin ­ dre. De levede ofte næ r begivenhedernes centrum og blev d e r­ ved ø jenv idner til afgørende beslutninger og dram atiske optrin, som det nok v a r væ rd at bevare m indet om ved at nedskrive dem på det kostbare papir. De æ ldste memoirer, vi h a r i Danm ark, er fra det 17. å rh u n ­ drede. Ganske vist findes der optegnelser, der er noget æ ldre, men de er meget summariske, og de h a r for de flestes vedkom ­ mende karak ter af kalenderan tegnelser. D a de tidlige memoirer som næ vn t er skrevet af adelige eller læ rde, er deres emnekreds snæver, begrænset til de højeste sam fundslags oplevelser og p ro ­ blemer. Købmanden, håndvæ rkeren eller bonden hø rer vi meget lid t om, livet i den lille købstad eller på land et om tales ikke. Kun i sparsomme glim t få r vi et indblik i disse befolkn ing sgrup­ pers liv og fæ rden. D et meste af det, vi ved om dem, stammer fra udenforstående, og kun ved at udny tte alle bevarede kilder, kan vi sammenstykke et billede af deres dagligliv, af deres ta n ­ ker og ideer om liv og død. Selv om memoirerne således kun belyser enkelte sider af til­ standene i fortiden, er de dog særdeles væ rd ifulde. Vi ville nødigt undvæ re Leonore Christines stolte skildring af hendes bevægede liv, Holbergs skarpe iag ttagelser i hans memoirer eller Johanne Louise Heibergs „Et liv genoplevet i e rind ring en “. Disse væ rker er foruden at væ re væ rd ifulde beskrivelser af de 7