KøbenhavnFortæller

skød ofte langt over målet, men det må indrømmes, at han i høj grad var medvirkende til en mere human og menneskelig indstilling overfor børnene. N å r man har været lærer i 45 år, kan man næppe have u n d ­ gået at være u re tfæ rdig adskillige gange. I de første mange år har hænderne vel nok siddet lidt løst på mig - dertil h a r vel også bidraget, at jeg aldrig ha r kunnet lide at anvende e fter­ sidning som straf. P å mine vand ringer i mit gamle skolekvarter, træ ffer jeg tit tidligere elever, men trods fejl jeg h a r begået, hilser de altid pænt på mig. Kun en gang troede jeg, det ville gå galt. E fter at jeg v a r blevet pensioneret, havde jeg væ ret inde på Køb­ mandsskolen på Nø rrevo ld for at læse et p a r vikartimer. P å det lille Loppetorv for enden af Fiolstræde stod en ældre mand og skrabede sne, ikke langt fra en mand, der solgte bananer. Da jeg passerede snekasteren standsede han i sit arbejde, så nøje på mig og råbte så til bananmanden : „Se, Kristian, der går sgu din fars gamle skolelærer, han h a r engang stukket mig et par øretæver.“ B ananmanden kikkede meget bestemt på mig og spurgte mig, om jeg havde g jort det. Dertil måtte jeg i s and ­ hedens navn sige, at det kunne jeg ikke huske, men at det nok var rigtigt, nå r hans far sagde det. „Go d t“, sagde han, „så skal du fanden gale mig også have en pose ban ane r med hjem, for hvordan v a r han ellers bleve t“. Og så h ja lp fa r og søn h inanden med at fylde en kæmpepose til mig.

72