KøbenhavnFortæller

bro. D er va r ganske vist en dybere brønd med pumpe på k irke­ pladsen ved Am agerb rogade, nogle m inutters gang væk, hvor vandet var lid t bed re end det i gården i Spaniensgade, men mine æ ldre søskende ha r ofte fo rta lt mig, at det va r deres rædsel, nå r mor kom med åget og to spande og bad en af dem om at hente vand til m ad lavn ing etc. En stor del af v an de t spildte de nem lig som regel i træskoene. Det v a r jo kun 10 - 1 2 -årige, der stod for afhentningen . K valiteten af v an d et kan m an gøre sig et begreb om, n å r jeg fo rtæ ller, at mor f. eks. ald rig behøvede at komme salt i vandet, n å r hun kogte karto fler. Gas i køkkenet va r der dog. D er v a r vaskehus i gården , og da der ikke altid va r et af de større børn i næ rheden, n å r mor havde brug for det, m åtte mor både vaske og selv pumpe og slæbe vandet fra og til vaskehuset. M an kan tænke sig, hv ad det vil sige med en storvask til elleve personer om fattende alt, hv ad vi ejede af linned, sengetøj og påk lædning , lige bortset fra det, vi ba r den pågæ ldende dag på vor krop. U ndertø j brug te vi ikke. Jeg købte m it første sæt undertø j, da je g i 1922 blev gift. lø v rig t h a r mor fo rta lt mig, at hun ald rig v a r tilfred s med sit tøjs udseende efter vasken, før der, efter at Sundby va r kommet ind under Københavns kommune, v a r kom ­ met vandvæ rksvand. Mors første h an d ling ind til da, n å r hun kom på besøg hjemm e på Vesterbro, v a r da også altid at gå ud i køkkenet og tage sig et glas vand. D ette h a r p ræ get sig dybt i m in erind ring , idet mor - ihukommende b røndv and et - hver gang hun skænkede sig et glas kommunevand altid sagde: „Der er nu ikke noget som sådan et d ejlig glas koldt v a n d .“ Så længe je g husker tilbage, syede mor egenhændigt tø je t til os seks m indreårige. H åndsym ask inen v a r hendes eneste m e­ kaniske h jæ lpem iddel og selvfølgelig hendes klenodie. Vi brug te lange strømper om vinteren. De blev ho ld t oppe med en elastik med knaphu ller til livstykket. Jeg synes altid je g h a r h a ft hul p å strømpen. For få år siden kom je g tilfæ ld ig t forbi en skole­ kamm erats hus, han bød m ig inden fo r og viste mig nogle skole­ billeder a f hele klassen. Jeg huskede straks, da je g så billedet, hvor vi sad og stod fo ran gymnastiksalen en fo rå rsdag omkring 132