KnudBokkenheuserNørrebro_1917
55 talte, efter hvad Rahbek fortæller, hinanden med lignende Udbrud. Kronprinsen maatte, hvor nødigt han vilde, give Møde ved en officiel Sørgefest i det kongelige Landhusholdningsselskab, og da Gerners Ligbegængelse skulde gaa for sig, bares han, ligeledes efter hvad Rahbek i sin hvidglødende Begejstring beretter, til Jorden »paa Danmarks Skuldre. Det danske Folk overleverede ham til Udødeligheden, medens mangen mægtig og højbaaren Herre alt længe er undflyet sin forskyldte Skændsel i For glemmelsens evige Nat. Studsende saa man for hvert Skridt, man gik, Skaren vokse og vokse; med Glæde saa man endog sine Uvenner der; thi det var, som om Fædrelandet den Dag havde ophævet alt sit Had mellem sine værdige Sønner, og man ag tede og. yndede dem, fordi de var retfærdige mod Gerner. Det var et betagende Syn at se denne m yl drende Vrimmel om Kisten, den blandede Skare af alle Aldre og alle Stænder, alle utaalmodige efter at blive delagtige i den Ære at have baaret denne store Mand til Hvile, alle stundede frem mod Ki sten, som hine fromme andægtige mod een dem hellig Relikvie eller som kærlige Venner mod en bortdragende broderlig Vens sidste Favntag.« Høj tidelig ender Rahbek sin Beretning: »Jeg har stun dom hørt Mængdens Skrig; men den Dag hørte jeg Danmarks Stemme.« Hvor retfærdige disse Angreb paa Gerners Bane mand har været, er ikke let at bedømme; men man kan med ganske bestemt Sikkerhed hævde, at den Skare, der i Marts 1781 fulgte Ewahl til Graven, havde givet sin Demonstration en fejl x\dresse, naar den rettedes imod Medlemmerne af det Norske Sel skab, der lige saa lidt havde gjort ham noget ondt. som de kan have Ansvaret for de Pøbeldemonstran- ter, der faa Dage efter skændede* hans friske Grav. Demonstrationerne burde have været rettet imod
Made with FlippingBook