KnudBokkenheuserNørrebro_1917

104 ingen Skade, — den gjorde Skade, løb, Vægter, løb! Dermed i en Hast et stort Parti ud til Stedet!« Mærkeligt var det, at Byens Bagere fandt et Helle netop om Peblingesøens Bredder, hvor de under Belejringen kunde bage nogenlunde i Fred. Man har jo smykket Spadseregangen langs Søerne med saa smagfulde Navne som »Kærlighedsstien« og »Ægteskabsstien«, og dette lyder jo baade idyllisk og godt; men man skal nu ikke, skønt det tit i vore Dage er fristende, altid være en laudator temporisacti, man skal lytte en Smule ogsaa til Tidens egen Stemme. Den fortæller ganske vist og ganske rigtigt om Skønheden ved Blegdammene, der gik helt ned fra Blegdamsfælled til Søens Bred, hvor Jæ­ gerne drog ud, og hvor man 0111 Aftenen paa landlig Vis hørte Hornsignaler og Skud. Men den bestandig borgerlige Klagesang har ogsaa sin Berettigelse, gemmer i sin Potpourri-Stil og lidt anstrængte Aandfuld- hed lidt Københavnerpoesi af den Art, som nu lok­ ker hyggelige Smil frem paa vore Læber. Lad os tage »Politivennen« fra 1830, netop de Aar, da Henrik Hertz haanede Spids- eller Bedsteborgernes Beklagelsestrang. Saa finder vi en Artikel, der bærer en lovende Overskrift: »Kærlighedsstien er slibrig «, og den har vel nok sin Interesse, blandt andet af den Grund, at man maa give Præsten i »Intrigerne« Ret, naar han mod de unges Fremstød argumenterer: »Og saa faar man min Ven, kun det gamle igen.« Hvad har Cementering og Asfaltering hjulpet os? Griseri var der den Gang som nu, blot paa en anden Maade. Om den er bedre, véd man ikke. Men —- altsaa skriver en Indsender i »Politivennen« 1830: »Mange paastaar, at Kærlighedsstien er bestrøet med Roser, kan være; men efter den Erfaring, jeg har gjort, kan jeg ikke andet end bemærke, at den