Knud Bokkenheuser - Indre By

71 »Længe har jeg savnet, o Broderlil, din Sang, livor har du været den Vinter mørk og lang?«

Af yngre Forfattere har Herman Bang og Karl Larsen boet paa »Walkendorf«. Blot disse Ord for at mindes, at vort ældste Kollegium ogsaa har sin Historie, saa fin og betydningsfuld som noget af Kannikestrædes. Kommer vi fra Frue Plads, er » Borchen « det første, vi træffer, og det er tillige — bortset fra Regensen det ældste. Navnet Ole Borch er omstraalet af en vis Romantik, fordi vi egentlig ingenting ved om Manden. Men vi har alle læst Chr. Winthers Fortælling: »En Aftensecne«, som gengiver den rørende Historie om, hvorledes den navnkundige Læge helbredede den dejlige Prinsesse af Medici og lik sig selv et Hjertesaar ved samme Lejlighed; men da han ikke vilde gaa over til Katolicismen, maatte han forlade sin Eventyrprinsesse, men tog »det halve Kongerige« med sig i Form af en Mængde Penge, for hvilke han til Minde om sin Ungdomselskede grundede »Collegium Medi- ceum«, som det hedder den Dag i Dag. »Si non é vero, é ben trovato«, siger Italienerne selv, og det var næsten Synd, om Historien engang skulde berøve Ole Borch hans Martyrglorie. Imidlertid kan ingen Magt bortbevise, at Kollegiet staar der, og at Ole Borch selv ikke oplevede at se sit Storværk færdigt. Han havde købt en af de gamle Professorgaarde, revet den ned til Grunden og næsten bygget sit Kollegium der forøvrigt brændte 1728 — færdigt, da han angrebes af en farlig Sygdom. Man hentede da Amtsmester i Barberlauget (Læger i den Forstand som nu kendtes jo ikke) Johannes de Buchwald, som var blevet Professor i Medicinen, fordi han heldigt havde bortskaaret Dronning Anna Sophies ( Reventlow ) »allerhøjeste Ligtorn«. Den brave Mester opererede Ole Borch og skar en mægtig Sten ud af ham. »Han døde, det er sandt, men Feb’ren ham forlod«, som Holberg siger, Stenen blev opbevaret i en Sølvæske paa Koile-