Knud Bokkenheuser - Indre By

41 af en saa trist Begivenhed, ses af Urte- og Isen- kræminerlavets Forhandlingsprotokol af November 1738 — 10 Aar efter altsaa — hvor det fortælles, at en Skrædder Johan Henrich Schnauer søgte Under­ støttelse, fordi han, da Blasen sprang, mistede sin Hørelse —. Det, man havde ønsket ved at sprænge Huset i Luften, at redde Frue Kirke, mislykkedes totalt, idet Spiret tværtimod antændtes ved en Gnist fra Eksplosionen. Mindet om mange sørgelige og glædelige Begivenheder knytter sig til Gammeltorv. Hvor mange Gange har her ikke været illumineret, hvad enten det havde en saa glædelig Aarsag som et Fyrstepars Indtog, hvor Torvet her indenfor Vesterport jo saa at sige bød det første Velkommen, eller det var ved en høj fyrstelig Persons Ligbegængelsc, at det sagde Byens sidste, allerunderdanigste Farvel. Men det, der dog giver Gammeltorv dets Karakteristik i Historien, er, at her var Rettens Sæde. Her laa jo ikke alene Saavel Christian den Fjerdes som Christian den Sjettes Raadhus, men her har adskillige Eksekutioner fundet Sted, og her samledes ogsaa fra de ældste Tider Bor­ gernes Handelsliv. Aarsmarkeder og Torvedage holdtes netop paa Gammeltorv, men da var det meget større end nu, det strakte sig helt hen til Studiestræde, saa at Ilovedfærdselsaaren udefra — Vestergade — udmundede midt paa Torvet. Iler opsloges da ogsaa de mange aabne Ilandelsboder, Saltboderne, Suderboderne, Skinderboderne og Klædeboderne. Og Livet og Gøglet har gaaet lystigt. Et Marked i Middelalderen har været muntert. Det førte Gøglere med sig, alle vilde tjene der; og det blev brogede, lysende Dage for Gammeltorv. — Men der er ogsaa mørke Minder, fordi Skafottet havde sin Plads der — ret ud for Nørregade. Blandt de mange, der med Ret eller Uret har blødt der, maa vi nævne nogle, og den, der ved sin Mandighed tiltrækker sig mest Sympati, er vel nok den fra H. F . Ewalds bedste Roman navn