Knud Bokkenheuser - Indre By

131 Intet er fjernere og mere fremmed for den Idé, der skulde lyse ud af dette Slot i Harmoni med den Gerning, der skal leve indenfor dets Mure. Saa meget værre er dette, som Christian den Sjettes gamle Buegange og Pavilloner yderligere understreger Kluntet­ heden, blot man ser Sammenføjningen af deres og Slottets Tagbalustre, bliver man forslemt. Hvad vilde Eftertiden ikke døinme om vore Dages Arkitekter, hvis dette Slot skulde være dens monumentale Værk, hvis den ikke havde Nyrops skønne Raadhus, der dog skæmmes af Lurblæserne og Paladshotellets og Bristols næsvise Taarne, til Defensor? Eet blev konstateret, da man begyndte at grave ud til Slottets Bygning, nemlig at Sagnet om Absalons Brønd , der sprudler som det Væld, hvoraf Minderne rinder, har ikke een, men flere virkelige Brønde at støtte sig til, og det kan endvidere sluttes deraf, at den Borg, som Absalon byggede ved »Havn«, var mere end et almindeligt Taarn, der tillige skulde tjene som Sømærke, hvad man før har troet; det var en efter middelalderlige Begreber endda meget stærk Fæstning. Vi kan da bedre tænke os, hvorledes dens Ringmur har været »prydet« med vendiske Sørøveres grinende Hoveder, der skulde skræmme Efterfølgerne; vi ser i Bissens Statue paa Højbroplads en udmærket Illustration til den Begivenhed, Saxe fortæller om; Absalon laa i sit Badekar i Taarnets øverste Stokværk, da Kuren fra Toppen raabte, at Venderne var i Sigte; Bispen kom i en Fart i sin Rustning og sprængte af Sted til sine Skibe, der altid laa kampberedte, og han slog Fjenden paa en forsmædelig Flugt. Man antager, at Absalons Taarn sank i Grus ved Lybekkernes Mordbrand d. 6. Juni 1368. Men en Del af hans Borg maa være blevet staaende, og der er bygget mere til, og det er da fra dette Københavns Slot, at Dronning Philippa fik Lejlighed til at sige Fjenden en varm Tak for sidst, medens hendes kon- kelige Gemal, Erik af Pommern var beskæftiget med . !)*