KjøbenhavnsUniversitetsFireundredaarsfest_1879

100

5 te J u n i: Og skifte Løndomsord med fjærne Kloder, Du kjøbte dig dog ej en Times F red ! Men, var det ej dit H j æ r t e s Savn, som spurgte, — Saa’ du dig om i Verdens tusind K iger, Og ra a b te : Lys ! da tænd kun trø stig Faklen, Ved A ltrene i Videnskabens Tempel, Hvis Ild er ikke som Prometheus-Gnisten E t R a n fra Himlen, men en Himlens G a v e , Glimt af lia n s Lys, som raabte først: Bliv Lys! J a grib kun K jæ rten, tag en kyndig Fører, F a r op mod Mælkevejens Taagestjæ rner, Stig ned til Tungemaals og Slægters Vugger, Ud i Naturens, ind i Tankens Løndom — Vær med i Kampen mellem Aand og Aand, Hvor end i Luften, som i Hunnerslaget, De længst Henfarnes Aander kæmpe med: Højt skal du undres, henrykt skal du takke! Thi du skal se, at al den Kundskabs-Mønt, Som glider daglig mellem Folkets Hænder, — F ra Smaafolks Penning, til den Vises Guld — F ik P ræ g og Lød i V i d e n s k a b e n s D igel! Ja, som til Farten over Land og Fjeld, Saa til vor T a l e , til vort T æ n k e s æ t , Blev Skinne-Vejen lag t fra G ransker-Cellen; Selv K u n s t e n s underfulde Billed-Verden H ar faaet Lys og V ink fra samme Værksted. Og, hvordan end i Jordskjæ lv R iger brage, — Der e r et Broderskab af mange Slægter, A f mange Folk og mange Tungemaal, Som skræmmes ej af Tidens Bølgeslag, Men bygger som Korallen ty st sin Bygning, Og vider stadig ud vor Videns Lande; En Fredens Hær, hvis Arbejd spired’ frem Ved Nilens B red og paa Chaldæas Sletter, Men holdt sin Høst i Akademos’ Lunde; En Flok af Søgende, en stille Skare, — Skjønt altid spydberedt paa Aandens V idder — Som efter Gotekamp og Folkeblanding