KjøbenhavnsOffentligeSkolevæsensHistorie_1881

91

sionerne, som 4 Gange aarlig skulde fastsætte Skolepengene og lade dem opkræve. Da Kommissionerne imidlertid ikke kunde bedømme Forældrenes Evne, og desuden ikke besade noget Tvangsmiddel, var det umuligt for dem at udføre denne Befaling. Man nøjedes derfor med Skolepenge af dem. der godvillig betalte, og de fleste Børn gik desaarsag frit, skjønt Skolepengene kun udgjorde 1 å 2 Mk. om Maaneden. S k o l e g a n g e n var meget ustadig, og Forretnings­ gangen ved Mulkteringen alt for langsom, til at Bøderne kunde virke, især fordi det var Direktionen, og ikke Kom­ missionerne, som mulkterede. Første og anden Maaned, et Barn forsømte, indkaldtes Forældrene for det Kommissionsmedlem, som havde det særlige Tilsyn med Skolen, og bleve advarede af ham; tredje og fjerde Maaned bleve de advarede af Kom­ missionen, femte Maaned blev der klaget til Direktionen, som saa gav en ny Advarsel, og paa denne Maade gik et halvt Aar. Saa flyttede Barnet over Gaden ind i et andet Sogn og drev dér det samme Uvæsen. Man kunde heller ikke vente, at Kommissionerne med Iver skulde tage sig af de enkelte forsømmelige Børn, naar der var Hundreder af Børn, som de trods gjentagne Forestillinger til Direktionen forgjæves søgte at skaffe Undervisning. Kevisionskommis- sionen af 1834 bemærker derfor, at dette „Lemfældigheds- System“ nedbrød Agtelsen for Skolevæsenet; thi „Almuen har indset, at Skolekommissionernes Trusler ikke betyde noget. Den véd, at de ingen Avtoritet have, og lader der­ for Kommissionerne advare og true uden synderlig at lægge sig saadant paa Hjærtet.“ Da der ikke fordredes særlige Kvalifikationer for at faa Ansættelse som Lærer, og da Fordringerne til den be­ falede Prøve vare meget lave, hvorhos Prøven ikke anord­ ningsmæssig foretoges for Direktionen, men sædvanlig for to Medlemmer af en Skolekommission, saa at Bedømmelsen langt fra var ensartet, stod Læ r e r p e r s o n a l e t ikke højt i Dygtighed. Den kummerlige Løn skulde heller ikke hid