KjøbenhavnsMurerOgStenhuggerlav_1907

207

STENHUGGERE, GIBSERE OG ANDRE

bing paa Falster bestaaende Murer- og Tømrerlav, der fornyedes i 1728, var heller intet ægte Murerlav, og i et 1732 i Saxkjøbing oprettet Samlingslav bestaaende af Byens Snedkere, Smede og Murere nævnes der kun nogle faa Murere i Lavets første Aar. I 1762 bleve Murmesterne iNakskovudtrykke­ ligt gjort opmærksomme paa, at de intet Lav havde.1 Der er altsaa en Række Steder, fra hvilke der kunde indskrives Mestere i det kjøbenhavnske Lav. Det viser sig imidlertid, at de kun kom til det fra Sjælland, Falster og — Norge, nemlig fra Helsingør (Johan Hansen Møl­ ler, 1752; Niels Pedersen Kirkerup 1761; Johan Andreas Brasen 1762; Chri­ stopher Wendt 1766; Niels Kirkerup 1774; Lars Andersen Poug 1780; Peter Christian Braunbehrens 1787; Johan Frederik Wicke 1795), Kronborg (Jo­ han Heinrich Bach 1769), Fredensborg (Henrik Conrad Trautmann 1761; Jens Pedersen Land 1778), Frederiksborg (Gottfried Hochheim 1753), Hirsch- holm (Gordt Hauschildt 1753; Vilhelm Christian Jehring 1800), Lyngby (Lars Svendsen 1798), Roskilde (Hans Valentin 1763), Præstø (Henrich Golff 1765; Johan Gottfred Demel 1775), Vordingborg (Johan Adam Semier 1780), Ny- kjøbing paa Falster (Jens Trap 1762; Jens Jacobsen Dahl 1778), Kristiania (Johan Hessler 1779) og Bergen (Johan Henrik Wrigge 1798). Tolv Steder møde med 23 indskrevne Murmestere, og hertil kommer endnu Stenhugger- mesteren Johan Valentin Steinlein fra Frederiksborg (1753). Ved Indskriv­ ningen maatte de betale 20 Rd. og med Navns Underskrift forpligte sig til at betale Ud- og Indskrivningspenge for deres Lærlinge ligesom Tidepenge for dem selv og deres Svende, ikke at tale om, at de maatte erklære, at de ingensinde vilde flytte til Kjøbenhavn og nedsætte sig der som Murmestere uden først at have gjort Mesterstykke dér. Lavet her værgede sig mod Overraskelser, af hvilke der jo kunde komme forskjellige. Det er jo saaledes ejendommeligt at se, at de fire Aarhus-Me- steres Begjæring om Lav synes paavirket af, at en Borger dér i Byen, der forestod Stedets Tobaks- og Rapsavling, havde søgt om at maatte udøve Murhaandværket.2 Nej, Enhver burde blive ved Sit, og derfor trækkes der jo ogsaa selv indenfor det kjøbenhavnske Lav bestemte Skillelinier mellem saavel Murerne og Stenhuggerne som mellem Murerne og Gibserne. Og derfor maatte ogsaa Murmester Philip de Lange i 1748 blive domt i en Sag, som Malerlavet havde anlagt imod ham ; han havde malet en Bygning rød og prydet den med Sirater. Men mærkeligt nok fik Stenhuggermester Johan