KjøbenhavnsGrundejer_1860-1925
155
fald til 1. April 1923. Dernæst holdt Dr. polit. Frantz Pio et meget instruktivt Foredrag om Grundskyldsloven. K. G.’s For mand, Konstruktør Poul Rasmussen, fik derefter Ordet og hæv dede, at Grundskyldsloven var en Overgang fra et gammelt Skatte grundlag til et nyt, og saadant skete almindeligvis for at op- naa en Forøgelse af det offentliges Indtægter. Her var imidler tid dette ikke Tilfældet. Her var det kun et Principspørgsmaal, idet man tilsigtede et Retfærdighedskrav: lige Skat paa lige Jord. Dette kunde man blot ikke naa ad denne Vej, fordi det var aldeles umuligt — i hvert Fald i Byerne — at vurdere to Grunde, i samme Gade men med forskellig Form og Størrelse, efter noget saa ubestemt som Udnyttelsesmuligheden. Forfatte ren Osvald Hansen uddybede yderligere Spørgsmaalet om den vedtagne Lov om Grundskyld til Staten og mente, at denne vilde drage en kommunal Grundskyld efter sig. En Protest fra Folketingsmand Lemvigh-Muller gav Anledning til en Diskussion, hvori Konsul D. Thomsen, Godsinspektør C. Kragh , Redaktør Niels R. Møller, Borgmester J. Jensen og Direktør Hegelund, Aalborg, deltog. Alle var enige om at beklage Protesten fra Folketingsmandens Side. Derefter stillede Dr. polit., Over retssagfører F. Pio Forslag om en Resolution gaaende ud paa Delegeretmødets Beklagelse over, at man havde gennemført For slag om Beskatning af faste Ejendomme efter Principet Grund skyld, da Grundejerne i dette Princip saa Begyndelsen til en Konfiskation af Grundværdien. Denne Resolution vedtoges. Efter en Frokostpause fortsattes Forhandlingerne, idet Over retssagfører Hannibal Hansen holdt Foredrag om Kredit- og Hypothekforeningernes Laanevilkaar. Særlig fandt han, at Laa- nene var for smaa. Statsgældsdirektør, Departementchef P. O. A. Andersen hævdede, at vore Kreditforeninger maatte siges at være et uvurderligt Gode, hvis høje Standard maatte beva res, idet intet andet Land havde en tilsvarende Realkredit. „Det er en Ære for vore Kreditforeningers Ledelse, at ingen Kre ditforeninger har haft noget Tab, men tværtimod har forøget Reservefonden*. Han sluttede med at fæste sin Anskuelse i den almindelige Bevidsthed ved at sige: Jeg var for nogle Af tener siden i det kgl. Teater, hvor Molliéres „Den gerrige “ opførtes, og hvor denne i Fortvivlelse spørger: Hvor skal jeg dog gøre af mine Penge! Hvor skal jeg sikkert anbringe dem! — — Uh! hvor jeg havde haft Lyst til at tilraabe
Made with FlippingBook