KjøbenhavnsBrandforsikring_1731-1911

BIOGRAFIER

520

30. HANS HENRIK GARBEN var født omkring 1696; da han nemlig d. 5. Aug. 1744 gjorde Indskud i de civile og adskillige Stænders Enke­ kasse for sin Hustru Cathrine, f. Hallensen, siger han, at han gik i sit 48. Aar1). Hans Fødested var Kjøbenhavn, hvor han d. 2. April 1727 vandt Borgerskab som Silke- og Klædekræmmer2). Han var antagelig Søn af en af Stadens 32 Mænd, Hans Garben, som i 1711 kommitteredes til i An­ ledning af Pesten at drage Omsorg for Frimands Kvarter8), og han ejede her en stor Gaard (Nr. 92) i Kjøbmagergade, som gik op i Luer ved den store Ildebrand, kun et Aar efter, at han havde nedsat sig som Silkekræm­ mer4). Under Branden søgte han med Karl og Pige Husly hos en Fagfælle, Johan Otto F eisen5), der d. 12. Juni 1722 var bleven gift med en Datter af Hans Garben6) og antagelig var hans Svoger. I 1743 ejede han foruden den omtalte Gaard i Købmagergade, som han maa have bygget op efter Branden, ogsaa en Ejendom i St. Færgestræde (Øster Kv. Nr. 32)7). Da H. H. Garben d. 14. Oktober 1749 valgtes til Direktør i Kjøben­ havns Brandforsikring i T. C. Bargums Sted8), var han forlængst hædret med flere borgerlige Tillidshverv. D. 17. April 1739 var han saaledes bleven valgt til Oldermand i Silke-, Ulden- og Lærredskræmmernes Lav9), og d. 30. Marts 1740 optaget i de 32 Mænds Forsam ling10). D. 11. September 1754 blev han ogsaa Kaptajn ved et af Kjøbenhavns Borgerkompagnier11). Af Valget til Oldermand havde han dog kun liden Glæde, da det faldt i en for Lavet højst ulykkelig Tid. D. 17. November 1739 var der nem­ lig udkommen en kgl. Forordning, der i den Grad beskyttede de her op­ rettede Silke-, Klæde- og andre Fabrikker, at det blev rent forbudt fra Ud­ landet at indføre den Slags Manufakturvarer, som tilvirkedes her, med m in­ dre de ikke kunde faaes her i Magazinet, eller her fremskaffes i den Tid, der behøvedes til at forskrive dem. Kræmmerne forsømte denne Pligt og kom i slem Ulejlighed derfor; de maatte bagefter »betale forhøjet Told af de ind­ førte Varer og uopholdeligt tage Varer af Magazinet for samme Sum« samt i en ydmyg Supplik af 15. December 1739 bekende, »at vi ere faldne udi Forseelse formedelst en stor Sindets Konfusion over os adskillige paakomne uformodentlige Ting og af Uforsigtighed samt Uvidenhed om, hvad Deres kgl. Majestæts endelige og absolute Vilje med sine Omstændigheder herudi maatte kunne være, saavelsom og adskillige andre Aarsager, hvilke vi som nedslagne Undersaatter ikke understaa os paa denne Tid her at anføre for en fortørnet Konge«; de bad om, at Kongen ikke maatte finde Behag »udi at ødelægge saa mange sine, desuden ved Guds Haand noksom ruinerede, Undersaatter«. Kommercekollegiet var dog vedvarende haard imod Kræm­ merne. Hver af disse skulde forpligte sig til at underholde to Væverstole og modtage alle lierpaa forfærdigede Varer; paa trykkede Lærreder lagdes en Told af 20 Sk. pr. Alen, og forgæves klagede Kræmmerne over Fabrikan­ ternes Uduelighed og meget andet. Det lettede først, da man efter Christian VI’s Død i 1746 til en Begyndelse fik Tilladelse til at indføre Sørgestoffer. I den Tale, Garben holdt ved sin Fratrædelse som Oldermand d. 10. No­ vember 1747, fremhævede han ikke med Urette, at han ved sin Tiltrædelse