KjøbenhavnsBelejringFyensGjenerobring

KJØBENHAVNS BELEJRING 1 6 5 8 . 87 Ved et Foretagende tilsøs a f en noget anden Natur end de her omtalte, nemlig Afsendelsen a f en lille Eskadre til Farvandene om A ls for om muligt at skaffe Kurfyrsten af Brandenborgs H jælpe­ tropper, der nu stod i Sønderjylland, over til Øerne, havde Landet den Sorg at miste en a f sine stolteste og djærveste Søkrigere, idet Eskadrens Chef, P e t e r B r e d a l , nu Viceadmiral, fandt Heltedøden for en fjendtlig Kugle, da han under en Træfning i Alssund den 8de December stod i Begreb med at entre et fjendtligt Skib. 3 Dage efter, den 11te December, blev G y l d e n l ø v e , Bredals Jævnlige i mandig Tapperhed og Fædrelandssind, hans Overmand i Byrd, Stilling og Indflydelse, bortreven ved Døden — et Budskab, der selvfølgelig vakte endnu større Deltagelse trindt om i Landet, og ikke mindst i Kjøbenhavn, hvor den Afdøde var elsket og beundret. Gyldenløves Navn er, som vi vide, med saa uudslettelige Træk ristet ind i Kjøbenhavns Belejrings Historie, at nogle udfyldende, dog langt fra fuldstændige, Oplysninger om hans korte, men daadrige Livsbane formentlig ikke ville være uvelkomne. Kong Christian IV ’s Søn med V i b e k e K r u s e , U l r i k C h r i s t i a n G y l d e n l ø v e , blev født den 7. April 1630 paa Ibstrup, det nu­ værende Jægersborg. Ligesom alle Christian IV ’s Børn fik han en omhyggelig Opdragelse og blev som ganske lille Dreng sat i Skole hos Magister H a n s L a u r i t z e n , der senere blev Professor ved Gymnasiet i Roskilde, men tidligere havde været »Skolemester« for de kongelige Frøkener, det vil sige Eleonore Christine og hendes Søstre. Hos Hans Lauritzen nød han Undervisning indtil sit tiende Aar, da han fik Magister J e n s D o l m e r til Skolemester. Gyldenløve synes at have været en opvakt Dreng med hurtigt Nemme og gjorde i Begyndelsen glimrende Fremskridt. Som Bevis herpaa kan tjene, at han 1642 i sit tolvte Aar holdt en latinsk Tale, der samme Aar blev trykt i K jø ­ benhavn. Senere maa det dog vist være gaaet mindre godt med hans boglige Studier, thi, da ved Afslutningen af disse i 1647 Jens Dolmer kaldtes til Sognepræst ved Aarhus Domkirke, tiltaltes han for »nogle grove Excesser mod Ulrik Christian begangen«, og Kongen kasserede hans Udnævnelse, bl. A. fordi Dolmer havde forsømt sin Lærlings Undervisning. Mærkelig nok skulde Lærer og Elev senere