KjøbenhavnsBelejringFyensGjenerobring

KJØBENHAVNS BELEJR ING 1 6 5 8 .

8 l

styrken, men dette mislykkedes — Slaget var indledet til Gunst for Hollænderne. Snart raser Kampen over hele Linien, enhver af de store Orlogs- mænd, i Reglen ledsaget af en eller to mindre som Sekundanter, op­ søger sig en Modstander, paa begge Sider kæmpes der med den største Tapperhed og Forbitrelse. Stedet, hvor Wrangels og de Witts Flagskibe, V i c t o r i a og B r e d e r o d e , tørnede sammen, dannede Slagets Brændpunkt; der havde Anførerne ligesom sat hin­ anden Stævne, og der omkring grupperede Kampen sig. Wrangel var den, der først bukkede under; O b d a m selv kom de Witt til Undsætning, og i Forening tilredte de det svenske Admiralskib saa ilde, at det ikke kunde holde Søen, men til Wrangels største Harme maatte ty ind til Land og ankre op under Kronborg. Imidlertid havde B j e l k e n s t j e r n a lagt sig paa den anden Bov a f de Witts Skib, og efter den hidsigste Fægtning, under hvilken de Witt faldt, maatte Brederode tilsidst stryge Flag, men sank umiddelbart derefter med Mand og Mus. »Admiralens livløse Krop var Bjelkenstjernas eneste Bytte«, hedder det i Beretningerne. Bjelkenstj ernas Skib var selv saa forskudt, at det maatte følge Wrangels ind under Kronborg, k l o r i s s e n s og S j ø h j e l m s Eskadrer udkæmpede den sidste Strid; den hollandske Admiral faldt, men den svenske maatte vige, og for- gjæves spejdede Carl Gustav efter sin Reserve og Rigsadmiralen efter sin Frænde. Med sine 8 friske Skibe havde den u n g e W r a n ­ g e l maaske i dette kritiske Øjeblik kunnet gjøre Udslaget, men han udeblev. Mulig skyldtes dette Modvind, men sikkert er det i hvert Tilfælde, at han, i Modstrid med sin Instrux, undlod at til­ føje den hollandske Flaade mindste Men paa dens Passage til Hveen og her ganske unddrog sig Kampen; Bebrejdelsen for at have svigtet sin Pligt og plettet det berømte Navn, han bar, maa derfor med Rette ramme ham. Mellem Kl. 2 og 3 gav Carl Gustav fra Kronborg Signal til sine Skibe, der fremdeles kæmpede tappert, men uden overordnet Ledelse, at de skulde afbryde Slaget og søge ind under Kronborg. Obdam var Herre paa Valpladsen. A f de 6 Admiraler, der havde holdt det blodige Møde, var han den eneste, hvis Stander endnu vajede. Med den urokkeligste Ro havde