KjøbenhavnsBelejringFyensGjenerobring

190

FYEN S G JENEROBRING 16 5 9 .

kjække Mænd blev Helten, som førte Sejren hjem. Efter at have bragt Orden i sin Kamplinie, var det lykkedes ham paa en eller anden Maade — hvorledes vides ikke — med sine Ryttere, Dron­ ningens Livregiment og Regimentet Brockenhuus, paa yderste højre Fløj at trænge over de store Grøfter og Grave i det mosede Terræn, der før havde standset ham; pludselig stod han i Flanken paa Henrik Horns Stilling. Det Nærmere ved den Kamp, der nu begyndte og som endte med Horns totale Nederlag, kjendes desværre heller ikke. At den har været haard, og at det danske Kavalleri maa have lagt Kraft ind i sit Indhug, tør man slutte deraf, at Horn, en uforfærdet Kriger, raadede over et fortrinligt Rytteri, der i Tal var Ahlefeldts ikke saa lidt overl egent . Langvarig har Kampen dog neppe været, thi, endnu forinden det svenske Fodfolk havde maattet give tabt ved Bavnergaard, og medens Sulzbach endnu »lystigt tumlede sig« med Eberstein ved Rejstrup, var Horn med hele sit Rytteri vistnok kastet indenfor Nyborgs Volde, udenfor hvis nordvestlige Bastion, paa Markerne ved Ladegaardssøen, Ahlefeldt efter Forfølgningen paany ordnede sine Skarer. Ved Horns Flugt blev det iforvejen ilde stedte svenske Centrum fuldstændig blottet i sin venstre Flanke, og en frygtelig Sjæbne over­ gik nu dette fortrinlige Fodfolk, der hele Dagen igjennem havde kæmpet med ikke mindre Tapperhed og Udholdenhed end det svenske Rytteri og væsentlig havde bidraget til, at Indledningsslaget var faldet heldigt ud. Trampes holstenske og jydske Ryttere, v. d. Naths Kroater og Pandurer, Qvasts brandenborgske Dragoner, men forrest af alle Piasczynskis polske Landsenerer, der vilde hævne deres An­ førers Død, styrtede sig nu, da Intet hindrede dem, som en susende K rig stje n este u n d e r ro m e rsk e F a n e r som sim p el O fficer . . . u n d e r de k e jse rlig e B an n ere fo rfrem m ed es til R itm e ste r; d e re fte r i fran sk T je n este v ed sin T a p p e r­ h e d steg til O b e rstlø jtn a n t; i d en sv en ske H æ r n aaed e en O b ersts R a n g ; en d elig g ik i d en b erø m m elig e F re d e rik I I I ’s T je n este for at k ro n e sin i Ø sterrig , F ra n k rig og S verig erh v e rv e d e H æ d e r v ed fæ d re la n d sk D aad . . . u d m æ rk ed e sig lig esaam eg et v ed M od som ved Ivjæ khed, ik k e m in d re i K am p en b ag V olde o g G rav e en d v ed h eld ig e U dfald . . . h v o rfo r han, e lsk e t a f d en forev ig ed e F re d e rik III, b lev fo rfrem m et til G en erallø jtn an t, d erp a a u d n æ v nt til B efalin g s­ m and o ver S altø o g D rag sh o lm o g sen ere til S tiftsb efalin g sm and o ver F y e n og K om m an dan t i N y b o rg F æ stn in g . . .«