KjøbenhavnsBelejring_1658

INDLEDN ING.

l y

der, iberegnet Garnisonen, nu ialt kun bestod a f 5000 Mand, og her vilde han gjøre et sidste Fo rsøg paa at redde sin Æ re og sit Fædt eland. Maaske var det lykkedes ham, hvis Fæstningen havde været fuldført, som den skulde og som det var paatænkt, thi i 2 Maaneder bandt han Svenskerne foran Voldene, medens en polsk Hær paa 15,000 Mand nærmede sig Elben i stærke Dagmarscher for at komme Danmark til Undsætning. Carl Gustav begyndte allerede at blive noget urolig for sine Reservehæres Skjæbne og var personlig ilet til Wismar for at tage Kommandoen, da Wrangel ved et dristigt Kup paany satte Flugt i de standsede Operationer. Den 24de Oktober om Morgenen tidlig, stormede han, i Spidsen for 12 Regimenter Fod ­ folk og 4 Regimenter Ryttere, 7 a f Fæstningens 9 Bastioner og gjorde sig efter en morderisk Kamp til Herre over Fæstningen. Dødelig saaret faldt Anders Bille i Hænderne paa Fjenden, der gjorde et Bytte af 50 Kanoner og noget over 2000 Mand; Resten var nedhugget eller flygtet. Danmarks Landforsvar var brudt; betænkelige vare Polakkerne standsede ved Elben, da de hørte, at Fredericia var falden, hele Halvøen i Carl Gustavs Magt og hans frygtede Hær rede til at imødegaa dem, det maatte nu staa til Flaaden og de under Opsejling værende Hollændere, om de kunde forhindre Overgangen til Øerne. Da kom Frosten til, drev Flaaderne i Vinterkvarter og slog Bro over Belterne. Paa dette skrøbelige Dække marscherede den forvovne Konge med Opofrelse a f 2 Kompagnier og en Del a f Bagagen, der gik til Havets Bund, over Lillebelt mellem Stenderuphage og Fønsskov med 3000 Ryttere og 9000 Mand Fodfolk, slog de paa Fyen staaende svage Troppeafdelinger under Oberst J e n s L ø v e n k l o u , gik dernæst, imod Wrangels og de øvrige Generalers R aad , alene paa den unge Generalkvartermester Dahlbergs Fo rslag, først til Taasinge og Langeland, saa over det 3 Mil brede Langelandsbelt til Lolland, derfra videre til Falster, og endelig til Sjælland, hvor han den 11te Februar 1658 stod med hele Hæren, beredt til at marschere mod Kjøbenhavn. Carl Gustav vidste, hvor det afgjørende Punkt laa. Han vidste godt, at naai han stod i Kjøbenhavn, havde det kun hdet at betyde, S. A. Sørensen. 2