KjøbenhavnsBelejring_1658

3

INDLEDN ING .

Tapperhed frygtet og berømt, og da Freden 1648 blev sluttet, til­ faldt der Sverig som Krigsbytte en stor Del a f de nordtyske Lande langs Østersøens vidtstrakte Kyster. Disse Begivenheder skulde, endnu inden de var helt fuldbyrdede, blive skæbnesvangre og sørgelige for vort Fædreland; de skulde blive det mangefold, og vi spore Virkningerne deraf endnu den Dag idag, fordi vi ved vor egen Uforstand, ved vor Ulyst til at se Faren under Øjne, forinden den hænger os over Hovedet, ved vort Hang til at knibe paa Skillingen for siden at lade Daleren springe og ved vore indbyrdes Smaastridigheder lod os afholde fra i Tide at træffe de Forholdsregler, som Landets Sikkerhed med Nødvendighed fordrede. Thi det var at forudse — saa sandt som Historien atter og atter lærer os, at Erobrere ikke ville eller kunne standse, men uophørlig skride videre og videre frem saa længe, indtil Forsvarsbommene blive dem for stærke — at det svenske Rige ikke for det Første vilde gjøre Holdt paa den Erobringens Bane, det saa glimrende havde betraadt, og det var øjensynligt, at Danmark, som dets nærmeste Nabo og dets Rival til Herredømmet i Østersøen, havde særlig Grund til at frygte det Værste og til at være paa sin Post. Der havde været Tid til at sætte Landet i den Forsvarsstand, de forandrede politiske Forhold udkrævede, til at anlægge stærkere Forskansninger paa Halvøen, som de kejserlige T og havde godtgjort laa altfor aabent, til forsvarlig at befæste Landets saarlige Hjerte, Kjøbenhavn, saa at Flaaden kunde frigjøres til kraftig at holde For­ bindelsen vedlige mellem Landsdelene, thi i 14 lange Aar havde vi Fred ; der havde ogsaa været Middel og Evne, thi, medens Krigen rasede i Tyskland, blomstrede desmere uforstyrret vor Handel op paany, og vi havde Raad til at fortsætte med Landets Forskjønnelse, med at rejse nye Bygninger og Slotte. Kun Enigheden og Villien til Enighed var ikke tilstede. Vi havde ikke tabt Land ved Freden i Lübeck, Grænserne var ubeskaarne, vi vare heller ikke med Skamme gaaede ud a f Kampen, thi om end uheldig, var den dog ført mandigt og ikke uden Dygtighed. Vort største T ab havde været, at der var kommet Splid imellem Folket og at Tilliden til Landets Fyrste var