KjøbenhavnsBelejring_1658

96

KJØBENHAVNS BELEJR ING 1 6 5 8 .

i hans Karakter fremhæves: » . . . . F ra Løngangen henad Vand­ kunsten og den Runddel omkring havde salig Ulrik Christian Gylden­ løve med hans Folk sin Post; der holdt han og redelig, saa længe han havde sin Helbred, derhos laa han og om Natten, thi det var den svageste Post, lettest at komme til, den havde de og mest Øje paa, der satte de og heftigst an udi Stormen. Der omkring havde salig Gyldenløve allevegne sat Fodangler og end oven i Palissaderne sat Fodangler, store og stærke gjort, saa at end et mærkeligt Syn var der at se udi Stormen, at som de satte der heftigst an, var der nogle føre, store Polakker, som vilde op over disse Palissader, og som de ere komne op, ere de bievne hængende ved disse Fodangler, døde skudt. Der havde og den sal. Herre klædt Runddelen uden paa ret under Stormpælene saa langt som 2 Alen ned med Brædder, og gjennem disse Brædder havde han ladet sætte lange skarpe Spiger og Søm, saa at det skarpe var omvendt, om nogle vilde klatre derop, traadte de disse Søm gjennem Hænder, P'ødder og Knæ, at de maatte være glade, de kunde komme ned igjen. S aa var der og spanske Ryttere rundt om denne Post og Runddel, slaget ind i Brystværnet med store Jernlænker rundt om og lange Bolte som Jernstænger gjennem Lænkerne, at de ikke skulde drage disse spanske Ryttere ud, om de løbe an, og der kom mange paahængende. Der uden for denne Runddel havde han og ladet gjøre en Ravelin og der neden under plantet 10 eller 12 Feltslanger udi Indgangen med Skrot, de vidste og at gjøre lyst i Stormen . . . .« En af de sidste Gange, Gyldenløves Navn forekommer i Belej­ ringens Historie, er den 2den November, da han sammen med Kom­ mandanten Hans Schack og Chefen for Livregiment Ryttere, Hans Ahl ef eldt , beordres til fremtidig daglig Kl. 9 Formiddag at møde paa Slottet i det gule Gemak til Raadslagning hos Kongen. Kort efter synes han at være bleven angreben af sit tidligere Onde, og efter nogle Dages Sygeleje døde han som anført den 11te De­ cember 1658. Hans Dødskamp var haard; han stred mod Døden, som han havde stridt mod Fjenden, og hans Sjælesørger, Præsten J ens Jus t es en, havde vanskeligt ved at gjøre ham forstaaeligt, at han nu maatte overgive sig, at der gaves en Magt, der var stærkere