KjøbenhavnUniversitetsbibliothekFør_1728

48 havde i denne Retning tilvejebragt en betydelig Samling. Han ejede en stor Mængde Håndskrifter af Sagaer og Sagabrud­ stykker samt af norske og islandske Love, og skjønt også de fleste af disse Håndskrifter synes at have været nyere Afskrifter, var der dog ikke ganske få Membraner imellem. Der fandtes således Pergamentshåndskrifter af Sagaer om Olaf Tryggvason og Olaf den hellige, af Biskops-Sagaer, blandt hvilke særlig fremhæves Gudmund Arasons Saga, af Ærkebiskop Thomas’s Saga, af Floamanna Saga, Lændæla Saga, Eyrbyggja Saga, VatnsdælaSaga, Kjalnesinga Saga, Hænsa-Thoris Saga,Kroka-Refs Saga, Brudstykker af Trojumanna Saga og Sigurd Fræknes Saga; desuden af nogle islandske Annaler, af Kongespejlet, af den ældre Frostathingslov, den nyere Eidsivathingslov, den nyere Gulathingslov m. £. Det er bleven sagt engang1, at der blandt Resen’s islandske Håndskrifter var „knap noget, som fortjener at kaldes uerstatteligt“ . Denne Ytring kan dog i det højeste betyde, åt de Værker, som Resen ejede i Håndskrift, alle foreligge i andre Opskrifter, noget, som jeg iøvrigt ikke er tilstrækkelig Kjender til selv i alle enkelte Tilfælde at kunne afgjøre. Men at Resen’s islandske Håndskrifter, selv om det var Tilfældet, alligevel vilde have haft meget stor Betydning for de pågjældende Skrifters Textrecension, kan vistnok be­ tragtes som utvivlsomt. Af de ovenfor nævnte norske Lov­ membraner betragtes særlig Håndskriftet af den ældre Frosta­ thingslov, af hvilket man har Afskrifter, sommeget værdifuldt2. I denne Sammenhæng kan måske mest passende nævnes, at Universitetsbibliotheket også udenfor Resen’s Donation, og til Dels før denne var modtaget, ejede flere meget værdi­ fulde norsk-islandske Håndskrifter. Nogle af disse bleve be­ nyttede af Torfæus, som i 1682, samtidig med at han blev ud­ nævnt til Historiograf for Norge, fik en kongelig Tilladelse til

1Af Werlauff i Nord. Tidsskrift f. Oldkynd. III, 96, Anni. 1 1 Jvfr. Keyser og Munch: Norges gamle Love 1,120. Om Håndskriftet af den nyere Eidsivathingslov a St. I, 374.