KjøbenhavnPaaHolbergsTid

Studenterne.

320

naar de havde modtaget A lm issen : D eo gratias (Gud ske Lov). Mortensaften gik hele K or omkring i Gaderne og sang latinske Sange, f. Ex. Clangat tua, Plioebe, cithara, resonetquo dulcis tib ia ; sunt celebranda nobis læ ta M artinalia, heus p o cilla to r! ohe cantator! O pus est vestra opera pocula plena voxque serena D en Lærdom , disse D isciple fik, gik mest ud paa den rent ydre Eæ rdighed; naar der i »Erasmus Montanus« (3, 3) siges, at »nu om Stunder deponerer Karle fra K jøbenhavns Skole, som kan gjøre he­ braiske og kaldæiske Y ers«, vidner dette om, at man lagde Vægten paa saadanne ligegyldige, men vanskelig udseende Ting, der kunde tage sig ud i Pedanters Øjne og som alene var skikkede til at ind­ pode de Unge den aandelige H ovm od, der skulde videre udvikles ved Universitetet. Lærde F olk gav sig ofte Udseende af ikke at bekymre sig om det yd re; derfor viser Erasmus Montanus sig (2, 1) »med Hoserne nede om Benene« i Overensstemmelse med P er Ruses Beskrivelse i »P eder Paars« af en lærd M and: n ub ila tundunt, ju b ila fundunt in tim a 57).

»Per Iversen, I véd, en gamm el læ rd Student, som jeg for nogle A a r i K o ld in g haver kjendt, han elsker gjerne sødt, Kosiner, M andler, Sukker, han ofte gaar forbi vor Bod og dybt sig bukker, han synes som han ej ret tæ lle kan t il fem, i sin Th eolog i han dog er m eget slem. Jeg ved at han er læ rd, skjønt jeg kun er en Kræmm er, th i han sig børster ej, sig aldrig H aaret kæmmer, som ret grundlæ rde F o lk hel nøje tar i A g t, paa slige ringe T in g der lig g er ingen M a g t. D en hele K a lu n d b o rg ham for hans Læ rdom roser th i hau ej H æ nder tor, ej binder sine Hoser.«

Ligesom den aandelige Føde, Universitetet ydede, var uden stort Indhold, blev de ældre Videnskabsmænd Pedanter, der var ukjendte