KjøbenhavnHistori_1_3_1536-1660

Brandvæsen.

279

Der var næppe noget, vore Forfædre frygtede saa meget som I l d e b r a n d , man kunde næppe tage det Ord i Munden uden at tilføje: Gud foi'byde, hvilken Gud naadelig afvende, den allerhøjeste Gud beskærme os naadelig og deslige fromme Ønsker. Det var ej heller nogen Spøg, den brand­ lidte fik ingen Godtgørelse, og al hans Velfærd gik til Grunde, da de fleste Huse endnu var byggede af Bindings­ værk og med Træbeklædning indvendig; med de daarlige Slukningsredskaber kunde der næppe være Tale om at redde andet end Nabohusene, men ikke det Hus, i hvilket der først kom Ild. Til at holde Øje med Byen var der 2 Brand­ vagter, nemlig i Vor Frue og S. Nikolaj Kirketaarne, hvor der, i hvert var 2 Vægtere eller Kurer, der skulde klemte med Klokkerne, naar de saa nogen Ild. Ved Klemtningen hidkaldtes alle Tømmermænd, Murmestere, Fiskere og Baads- mænd, og det var deres Pligt at bestige det brændende Hus og søge at slukke; det paahvilede Dragerne at skaffe Vand tilveje med Kærrer og Børe og Vognmændene at køre Vand til i Vogne. Paa Raadhuset opbevaredes Læderspande og Stiger, ligesom hvert Kvarter desuden havde sine, hvilke Rodemestrene og Vagtskriveren skulde skaffe frem. I Ga­ derne i Nærheden skulde de, der havde Brønde i deres Gaarde, straks give sig til at drage Vand op og bære til Ilden, og de, der havde Ølkar men ingen Brønde, skulde være pligtige til at bringe dem til Ilden, at andre kunde fylde Vand deri. 1549 blev det strengelig forbudt alle Kvindfolk, Piger og Børn, som ikke kunde og ej heller vilde gøre Gavn, at lade sig finde ved saadan Ild, ej heller maatte nogen Gæst være tilstede; hvis saadanne Folk fik nogen Skade, Hug eller Slag, skulde de have det for Hjemgæld. De Borgere, der ikke var tilstede ved Slukningen, skulde med deres Svende dels søge det nærmeste Torv, dels begive sig til Portene, Voldene eller hvor de ellers blev forordine­ rede, „at afværge Forræderi, som tit og ofte desværre sker i saadan farlig Tid“ . Hvem det var, der da „forordinerede“