Kjøbenhavn_Melbourne_Paris_1867

K lokken 7 Efterm iddag.

69

muliggjøre en nogenlunde fri Gang, der hales i myste- rieuse Snore, som udmunde ved Beltestedet, og Kjolen ruller og vikler sig iVeiret; naar saa Hovedbedæknin­ gen, undertiden den mest phantastiske og mindst klædelige, er bleven paasat, aabnes Døren, og Gan­ gen til Theatret begynder. Det er navnlig paa Hovedbedækningerne, at man kjender den dramatiske Kunsts Ynderinder, og man kan i Reglen efter dem bestemme, hvilket Kunstens Tempel de agte at besøge. Møder man henimod Klokken 7 en Dame, elegant paaklædt, med zirlige lyse Handsker og med Hænderne fulde af et Tag i Kjolen og et Par smaa Pakker, der indeholde Billetten og Kikkerten, og som foroven ender i en ubegribelig og temmelig ubestemmelig Prydelse, veed man strax, at hun er paa Yeien til det kongelige Theater, hvor Moden fordrer, at man møder med «bart Hoved». Den uhyggelige og skæmmende Kyse, det filerede og umaleriske Tørklæde eller det vildt omviklede Slør ansee vore Damer for at være aldeles nødvendige, naar de gaae ud i den Hensigt at overvære Forestil­ lingen i det «K on g elig e» . Haarets Opsætning for­ drer det, sige de, og vore Skjønne foretrække paa Gaden at drappere sig som Hexene i Macbeth for senere at tage sig ud som Alfer, for saa vidt som det melancholske Mørke, der hersker i Nationaltheatret, tillader, at man kan opdage, hvor yndige de ere. Støder man derimod paa en Dame, som specielt ud­ mærker sig ved en iøinefaldende Hat, der ved sit lette og luftige Udseende contrasterer stærkt med den uvenlige Aarstid, og som, hvad den øvrige Person