Kjøbenhavn_Melbourne_Paris_1867

Kjøbenhavn.

20

derfra med Digterens Ord at henrive til Begeistring, er noget ganske Andet, end om Formiddagen at gaae ind paa den halvmørke Scene og maaskee mange Gange uoplagt at indstudere de Repliker og Gestus, der senere skulle gjøre deres Virkning. Og Adskil­ lige see heller ikke rigtig glade ud derved. Den unge Skuespillerinde, der om Aftenen har været i Selskab, hvor hun er bleven feteret baade som regje- rende Skjønhed, livlig ung Dame og begavet Kunst­ nerinde, føler i Grunden ingen videre Lyst til at staae op, klæde sig paa og gaae paa Theatret for at sige: «Jeg elsker!» naar Holberg, Heiberg eller Hertz har foreskrevet det; men det maa til. Skuespilleren var sikkert langt hellere bleven hjemme ved sin Avis, i sin Familiekreds eller paa sin Café; men Regisseurens Klokke ringer, Scenen klares, og ud imod den tomme Tilskuerplads slynges, hviskes og raabes Replikerne, Ordene rive med, man kommer i Aande, Stykket inter­ esserer, og Prøverne gaae deres sædvanlige Gang. Det kan være drøit nok mange Gange for de recite­ rende Kunstnere; men hvad siger man til at staae ud af sin Seng om Morgenen for at iføre sig Tricot og Dandsesko og saa at springe og hoppe og sparke omkring i adskillige Timer, som Balletpersonalet hver Dag maa gjøre. Sligt hører til den mindre morsomme Side af Kunstnerlivet; men til Gjengjæld er der saa mange andre behagelige, at denne ene glemmes, og naar man ikke selv vil, behøver man jo ikke at kige bag Coulisserne. Intet her i Verden tager sig ud, seet derfra.