Kjøbenhavn_Melbourne_Paris_1867

Klokken 11 Formiddag.

199

tene maae anvende al deres geistlige og legem lige Kraft, for at forhindre Strømmen fra at bryde løs og fylde Stolene. «Søde Hr. — lad mig slippe ind!» lyder det fra En. «Lad mig bare denne Gang, je g kommer her saa sjeldent!» hvisker en Anden, og naar Døren aab- nes paa Klem, presses der paa, og trods alle Anstren­ gelser mylrer Massen ind. Der tales, der hviskes, der fnises, der kritiseres, og selv naar Præsten har viist sig, er der neppe saa megen Ro, som naar Tæppet er oppe i et Theater. Vi henstille til rette Vedkommende, om det ikke vilde være praktisk at lade alle Uvedkommende betale Entré ved Indgangen. Summen, der indkom, kunde anvendes i et velgjørende Øiemed, og Publicum vilde i det mindste forholde sig roligt, for at faae saa meget som muligt ud af Pengene. D et er en kilden Sag at gaae dybere ind paa dette Emne, og vi skulle derfor afholde os fra al videre Drøftelse. Vi ville ikke undersøge, hvorfor Præster nødven­ digvis skulle spilde en uendelig Mængde Ord paa den allersimpleste Ting; hvorfor de absolut maae sige: «Jeg gik ind i hendes Stue og i hendes Kammer!» naar vedkommende A fdøde, hvem dette sidste Besøg har gjældt, kun har havt eet Værelse, eller hvorfor de an- see det passende at bemærke: «at Herren bøier deres Skridt og leder deres Fjed,» samt mange andre lig­ nende T ing; vi ville ikke indlade os paa at dissekere den Mængde tomme og generende Skikke, der følge