Kjøbenhavn_Melbourne_Paris_1867

K lokken 9 Morgen.

187

Folket erindres om, at Lovens Haandhævelse beroede paa Kongen, Magten var alene i hans Haand. Folket stod paa Slotspladsen og raabte Hurra, naar Kongen kom kjørende — det gjorde det enTid; men saa bleve Hurraerne svagere og faldt tilsidst rent bort lige som den gamle Skik. Til selve Retssalen havde Publicum ikke Adgang; dertil maatte man være dygtig høit oppe i Rangen. Her begyndte Acten ikke strax med den paagjæJdende Sags Behandling, men Advócateme gjennemgik i en saakaldt «Declamation» det forløbne Aars Begivenhe­ der og dvælede med Forkjærlighed ved de Dage, der havde havt særlig Betydning for «den høie elskede Familie». Hvad der ved disse Ledigheder er blevet præsteret af Floskler om «Skjoldungstammen» , om «den milde Himmelgodhed, der speiler sig i Danner- kongens lyse Øie» osv. osv. er aldeles utroligt; men heldigvis opbevares det Altsammen omhyggelig i vedkommende Archiver til Opbyggelse for kommende Slægter. «Saa gjerne gjenkalde vi paa denne Dag,» hedder det i en saadan Declamation, «Erindringen om hin skjønne Tid, da fra Hytten til Borgen Jubel gjenlød over Dannerrigets Slettei-, medens Folket ned­ bad Himlens bedste Goder for et elsket Fyrstepar. Gud har skjænket Deres Majestæt og Landets dyre­ bare Moder den Fryd, der er den høieste paa Jor­ den, den, som Forældre føle ved at see gode Børn lykkelige.» Man bliver underlig stemt ved at læse disse Udtalelser; Billederne af de saaledes omtalte høie Personer svæve forbi Erindringen; det er salig