Kjøbenhavn_Melbourne_Paris_1867

K jøbenhavn.

1 2 6

Senge, og paa et af Værelserne farer En af de svære Karle op og truer Betjentene med Prygl, dersom de nærme sig hans Seng. «Læg Dig, Peter, det er jo Politiet!« mumle de Andre halv sovende. «Det er mig det Samme, kom herhen, I Spioner, og jeg skal . . .!« og han svinger sine Næver i Luften. Brændevinsdunsterne regjere endnu i hans Hjerne, og med et Skuldertræk forlade Betjentene Værelset, idet de overlade det til Kammeraterne at bringe den vældige P e t e r B r æk a f til Taushed. Blandt de mange for dem bekjendte Ansigter have de endnu ikke truffet deres Mand. «Tre Kr one r Kj æl de - ren« i Vo g nm a g e r g a d e vilde have været et pas­ sende Sted til at aflægge en Visit paa, dersom det ikke havde været saa sent; nu gaaer Vandringen til andre Zoner. Betjentene philosophere lidt over den Indflydelse, Kvinden har over Manden heri Verden, og bestemme sig til at forsøge, hvorvidt det ogsaa her skulde vise sig rigtig at løbe an derpaa. I dette Til­ fælde menes der naturligvis kun de Kvinder, om hvem Franskmanden siger: «On d é d a i g n é de se faire aimer de ces f emme s , on a c h è t e l ’amour t ou t fait,» En frisk Betjent giver Møde, forsynet med et formidabelt Knippe Nøgler, et Lys og Svovlstikker. Ved hver Nøgle hænger der en Seddel, paa hvilken Gadens Navn og Husets Nummer ere opskrevne. Gade­ døren lukkes op, Lyset tændes, og saafremt Nøglerne ikke sidde i de respective Døre, bankes der et Par kraftige Slag. Et Suk, et arrigt Skrig, et Hvin eller