Kjøbenhavn_Melbourne_Paris_1867

K lokken 10 Efterm iddag.

99

len paa Gangene begynder. Imod Strømmen arbeide de Ventende sig frem og op ad Trapperne; Kapper rives af, Næver stikkes i Øiet paa nærstaaende Lidel­ seskammerater under Iførelsen af Overfrakker, Galo- sker tages galt paa, og Uvedkommende indvikles i Shavler, bestemte for ganske Andre, medens Strøm­ men bestandig ruller ud ad Dørene under en for­ virrende Summen af Stemmer, i hvilken man af og til kan opsnappe Brudstykker af de mest forskjellige Kritiker. Kunstnerne og Kunstnerinderne ere vexel- vis: henrivende, ækle, himmelske, utaalelige, søde, væmmelige osv. osv. i det Uendelige, medens Styk­ kerne characteriseres som interessante, dumme, ud­ mærkede etc. etc. Manges Øine ere endnu røde efter Tragedien, eller Smilet er endnu paa Ansigtet efter den muntre Slutning paa Lystspillet. Selv om man ikke vidste, hvilket Stykke der var blevet opført, kunde man hurtigt faae det at vide, blot ved at stille sig op under en eller anden af Lygterne og bruge Øine og Øren vel. Man læser ved en saadan Ledig­ hed klarere end til andre Tider i Ansigterne; man staaer useet under det blændende Lys, og det er in­ gen daarlig Tidsfordriv at studere Physiognomierne udenfor det kongelige Theater, naar Klokken er 10 . Gemytterne ere opfyldte af de Ord eller Toner, der senest have virket paa dem. «Du lyver Boler, ha! ved Syn! Du lyver!» declamerer en Yngling til sin Ven, eller en anden nynner: «0 Laura, Ordet træn­ ger dybt fra mit Sind!» til den unge Dame, der gaaer ved hans Side. En synger begeistret: «En nyfødt